Afgørelse

Sagsnummer
20/11074

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende

Et kombinationstilbud var vildledende, fordi det fremstod som et ”her og nu”-tilbud

En møbelhandler havde markedsført tre kombinationstilbud på boksmadrasser med topmadrasser. Vildledningen bestod i, at det først var anført til sidst i varebeskrivelsen i tilbuddene, at der var tale om et kombinations-tilbud og ikke i tilknytning til varens pris.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en møbelhandler markedsførte en række senge med vildledende besparelsesudsagn på deres hjemmeside.

På baggrund af klagen undersøgte Forbrugerombudsmanden prisudviklingen på en række af møbelhandlerens produkter. Undersøgelsen viste, at tre boksmadrasser med topmadrasser blev markedsført med en ”før/nu-pris”, der svarede til en rabat på 50 %. Forbrugerombudsmanden kunne dog ikke konstatere, at produkterne havde været udbudt eller solgt til de angivne normalpriser i den nævnte periode. 

Det fremgik til sidste i varebeskrivelsen, at der var tale om et kombinationstilbud.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføringen af de tre boksmadrasser med topmadrasser, hvor prisen blev sammenlignet med en ”normalpris”, svarende til det dobbelte af tilbudsprisen, var vildledende.

Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at det først var anført til sidst i varebeskrivelsen i tilbuddet, at der var tale om et kombinationstilbud og ikke i tilknytning til varens pris. Markedsføringen fremstod som et ”her og nu”-tilbud med en ”før/nu-pris” og skulle derfor overholde reglerne for disse tilbud. Dette betyder, at en sammenligning med førprisen forudsatte, at førprisen havde været gældende i en længere periode, umiddelbart før prisen blev sat ned, hvilket ikke var tilfældet. Markedsføringen gav dermed forbrugeren det indtryk, at købet var mere fordelagtigt, end det reelt var, hvilket var egnet til at få gennemsnitsfor-brugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet. Besparelserne, som de tre boksmadrasser blev markedsført med, var derfor vildledende i strid med markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor reglerne om vildledning over for møbelforhandleren.