Afgørelse

Sagsnummer
20/07147

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 11

Diskotek idømt bøde for alkoholreklamer rettet mod unge

Et diskotek blev idømt en bøde på 80.000 kr. for at have overtrådt forbuddet mod markedsføring af alkohol rettet mod unge under 18 år. Diskoteket havde 11 gange i perioden fra november 2019 til slutningen af februar 2020 reklameret ulovligt ved at have omtalt alkohol i Facebook-begivenheder, der også var rettet mod personer under 18 år.

Et diskotek markedsførte på diskotekets Facebook-side 11 arrangementer, hvor der indgik omtale af og billeder af alkohol. Det fremgik af Facebook-begivenhederne, at aldersgrænsen var 16 år.

Facebook-opslagene inviterede unge fra 16 år og opefter til at deltage i fester i forbindelse med bl.a. J-dag, Black Friday og Julebankoshow. Der var nævnt forskellige slags alkohol, som indgik i arrangementerne. For eksempel stod der:

”Black Friday Weekend. 29. & 30. november […] Det betyder, at du hele weekenden på din lokale natklub kan finde de vildeste tilbud, spare en masse penge og få en billig brandert på. […] Derfor byder vi ind til en hæsblæsende Black Friday Weekend fredag og lørdag. Fra vi åbner til vi lukker kan du finde de vildeste tilbud i baren og du får mulighed for at spare op til 60% på udvalgte drikkevarer. […] Aldersgrænse: 16 år (Medbring GYLDIGT BILLEDE ID: pas, kørekort eller studiekort) […]”

Efter markedsføringslovens § 11, stk. 2, må markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.

Retten skriver bl.a. at: ”Opslagene indeholder oplysninger om forskellige former for alkohol i forbindelse med tekst og billeder, der relaterer sig til fest, hvor der indgår alkohol. Opslagene er foretaget på Facebook og Instagram, hvortil personer under 18 år har adgang til at se dem, ligesom de deles mellem modtagere. Opslagene er derfor i strid med markedsføringslovens § 11, stk. 2, hvorefter handelspraksis mod børn og unge under 18 år ikke må indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.

Retten fastsatte bøden til 80.000 kr.