Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/05699

Lovgivning

  • 4
  • 8

Der gælder skærpede krav til reklameidentifikationskravet, når markedsføringen er rettet mod børn og unge

En erhvervsdrivende ville indgå aftale med en mindreårig blogger om at eksponere sit produkt. Forbrugerombudsmanden fandt, at det klart og tydeligt skulle fremgå, at de videoklip, som bloggeren lagde på det sociale medie, var betalt af den erhvervsdrivende.

En erhvervsdrivende anmodede om en forhåndsbesked vedrørende spørgsmålet, om det ville være lovligt at indgå en aftale med en 12-årig blogger v. bloggerens far om, at bloggeren til gengæld for at modtage en sprogrejse omkostningsfrit, skulle fortælle om sine oplevelser på rejsen via forskellige videoklip på et socialt medie, hvor den mindreårige bloggede via videoklips.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at markedsføringslovens § 8, stk. 1, skærper identifikationskravet. Der skal derfor mere til at iagttage § 4, når markedsføringen er rettet mod børn og unge. Det afgørende for, om § 4 er iagttaget er, om børnene, som læser bloggen, er klar over, at der er tale om reklame.

I den forbindelse er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at formuleringer som ”sponsoreret af [den erhvervsdrivende]”, ”sponsoreret indhold”, ”[produktet] er betalt af [den erhvervsdrivende]” eller lignende ikke opfylder reklameidentifikationskravet, når markedsføringen er rettet mod børn og unge.

I den konkrete sag vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen ville opfylde reklameidentifikationskravet i § 4, såfremt den indledende speak til hvert videoklip og overskriften på bloggerens profil på det sociale medie klart og tydeligt indeholdt informationen om, at de videoklip, som bloggeren lagde på sin profil, var betalt af den erhvervsdrivende.