Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
11/01223

Lovgivning

  • 1
  • 3

Bedemænd skal oplyse om provision for anbefalinger

En bedemand skal orientere sine kunder om, at han/hun modtager provision for at anbefale andre erhvervsdrivende, såfremt dette er tilfældet.

En erhvervsdrivende ønskede at få oplyst, om bedemænd i forbindelse med udøvelsen af deres erhverv må anbefale andre erhvervsdrivende – fx blomsterhandlere, kroer eller stenhuggere til eksisterende kunder uden at oplyse, at de modtager provision for anbefalingen.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at en forbruger skal have oplysning herom, hvis en bedemand får provision for sin anbefaling. I modsat fald vil forbrugeren ikke have det nødvendige beslutningsgrundlag, der skal til, for at kunne vurdere, om der objektivt set er tale om det bedste/billigste tilbud for den pågældende.

Derfor vil det kunne være i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, såfremt en bedemand ikke oplyser kunden om det økonomiske incitament, der ligger bag ved anbefalingen af andre erhvervsdrivende.

Endelig kan det ikke udelukkes, at forholdet efter de nærmere omstændigheder vil kunne falde ind under markedsføringslovens § 3 om vildledende og utilbørlig markedsføring, idet udeladelse af væsentlige oplysninger vil kunne få forbrugeren til at handle med en erhvervsdrivende frem for en anden på et mangelfuldt grundlag.

På foranledning af Forbrugerombudsmanden orienterede Danske Bedemænd sine medlemmer om lovgivningen på området.