Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
2000-116/5-242

Lovgivning

  • Ophaevede bestemmelser

Bonuspoint for online-system

En erhvervsdrivende ønskede at give bonuspoint til kunder, der flyttede en vis del af deres omsætning over på et nyt online-system. Bonuspointene kunne omsættes til gaver mv. Forbrugerombudsmanden fandt, at bonussystemet ville være at betragte som ulovlig forhandlerpræmiering.

En virksomhed ønskede en forhåndsbesked om et bonuspoint-system, som den erhvervsdrivende ville iværksætte i forbindelse med indførelse af et online-system. Online-systemet skulle bl.a. være med til at lette ordreafgivelsen for virksomhedens kunder.

Virksomheden var opdelt i tre afdelinger, der leverede produkter til forskellige kunder, som enten videreforarbejdede virksomhedens produkter, eller som var at anse som slutbrugere af virksomhedens produkter.

Bonuspoint-systemet ville betyde, at kunder, der havde en årlig omsætning, der oversteg et vist beløb, og som minimum flyttede en nærmere specifik procentdel af deres omsætning over på online-systemet, ville få mulighed for at optjene bonuspoint. Bonuspointene ville kunne konverteres til gaver, kontantbonus og til vinderchancer i en lodtrækning om et rejsegavekort. Kunderne ville endvidere få mulighed for at deltage i en lodtrækning om kroophold, hvis de placerede en ordre via online-systemet. Denne lodtrækning var ikke afhængig af omsætningen. Derudover ville alle, der havde lyst til at give virksomheden kritik og gode råd om hjemmesiden, deltage i en månedlig lodtrækning om tre flasker vin.

Forbrugerombudsmanden foretog en vurdering af bonuspoint-systemet i forhold til reglerne om tilgift i markedsføringslovens § 6 [forbuddet mod tilgift er ophævet pr. 1. januar 2007] og reglerne om præmiekonkurrencer/lodtrækninger i markedsføringslovens § 9 [nu § 11]. Ligeledes blev det vurderet, hvorvidt der forelå forhandlerpræmiering.

Ifølge reglerne i markedsføringslovens dagældende § 6 vil tilgift, der ydes i forbindelse med salg af varer mv. til forbrugere være ulovlig, medmindre tilgiften er af ganske ubetydelig værdi. Begrebet forbruger forstås som den endelige forbruger uanset omsætningsleddet. En erhvervsdrivende, som skal bruge den købte vare i sin virksomhed, og som ikke skal videresælge eller anvende den i sin produktion, betragtes som den endelige aftager og vil derfor også betragtes som forbruger i dagældende § 6's forstand.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at bonuspoint-systemet i forhold til de af virksomhedens kunder, som var slutbrugere af virksomhedens produkter, var at anse som ulovlig tilgift, idet de gaver, der kunne opnås, ikke var af »ganske ubetydelig værdi«, ligesom gaverne alene kunne opnås ved indkøb af varer via virksomhedens online-system.

I markedsføringslovens § 9 [nu § 11] anvendes et andet forbrugerbegreb end i dagældende § 6. Begrebet forbruger forstås i relation til købsbetingede lodtrækninger/konkurrencer som kunder, der ved aftaleindgåelsen hovedsageligt handler uden for sit erhverv. Der er således alene tale om lodtrækninger/konkurrencer, der er rettet mod private forbrugere.

Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at virksomhedens kunder var at betragte som forbrugere i § 9's [nu § 11] forstand, idet det måtte formodes, at kunderne ville deltage i lodtrækningerne i kraft af, at de handlede som led i deres erhverv. De tre lodtrækninger, som virksomheden ville iværksætte, og hvor to af dem var købsbetingede, var derfor ikke i strid med markedsføringslovens § 9.

Forbrugerombudsmanden udsendte i marts 2000 en vejledning om forhandlerpræmiering, hvori der på baggrund af retspraksis og forbrugerombudsmandsinstitutionens praksis er en beskrivelse af, hvornår forhandlerpræmiering er ulovlig efter generalklausulen i markedsføringslovens § 1. Vejledningen kan læses i Juridisk Årbog 1999, afsnit 2.10.2 og kan i øvrigt læses på adressen www.forbrug.dk. Forhandlerpræmiering minder om tilgift, idet der ved salg af en hovedydelse gives en »gratis« tillægsydelse, som typisk kan bestå i naturalier, der ikke er beregnet til videresalg eller til at indgå i virksomhedens produktion.

Det betragtes bl.a. som ulovlig forhandlerpræmiering, hvis der gives præmier i forbindelse med indkøb af bestemte varer, der skal videresælges i konkurrence med andre tilsvarende varer. En betingelse herfor vil typisk være, at forhandleren for at opnå præmierne skal indkøbe et nærmere angivet antal produkter eller lignende.

Af det medsendte materiale fremgik, at optjeningen af bonuspoint afhang af, hvilket omsætningsmæssigt interval virksomhedens kunder befandt sig på, og hvor meget af omsætningen kunderne flyttede over til online-systemet. Der var således tale om, at kunderne opnåede bonuspoint ved indkøb af varer hos virksomheden, og jo større omsætning kunderne havde, jo flere bonuspoint blev der opnået. Da en del af de kunder, der købte virksomhedens varer, ikke brugte dem selv, men videresolgte dem til forbrugere i konkurrence med tilsvarende varer, var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en iværksættelse af bonuspoint-systemet ville være at betragte som ulovlig forhandlerpræmiering.

Det fremgår endvidere af Forbrugerombudsmandens vejledning, at muligheden for at deltage i lodtrækninger om attraktive præmier også betragtes som forhandlerpræmiering. Gaver, som ikke er betinget af, at forhandleren samtidig skal købe eller sælge noget, vil normalt være lovlige. Den månedlige lodtrækning om tre flasker rødvin, der ikke var betinget af samtidigt køb eller videresalg, var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke ulovlig forhandlerpræmiering. Derimod var de to andre lodtrækninger, som virksomheden ville iværksætte, og hvor det var nødvendigt at foretage indkøb via online-systemet for at deltage, at anse som ulovlig forhandlerpræmiering. (2000-116/5-242)