Afgørelse
Sagsnummer
24/05091
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 5
Anmeldelsessides garanti-logo og statuette var vildledende
Forbrugerombudsmanden vurderede, at en anmeldelsessides garanti-logo og statuette var i strid med forbuddet mod vildledning i markedsføringslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1 og 4. Anmeldelsessiden tilrettede deres markedsføring, sådan at logo og statuette ikke længere var i strid med markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden modtog i 2021 en klage over markedsføringen på en anmeldelsesside for håndværkere. Ifølge klagen gav anmeldelsessidens garanti-logo forbrugerne det indtryk, at der blev stillet garanti for håndværkets kvalitet, selvom der reelt kun blev stillet garanti for, at anmeldelserne på hjemmesiden var verificerede. Klagen vedrørte også en statuette med titlen ”Årets Håndværker”, som klager mente var vildledende, idet op til 100 virksomheder kunne markedsføre sig som ”Årets Håndværker” og 400-600 kunne markedsføre sig som finalister.
Anmeldelsessidens anvendelse af ”Årets Håndværker”-statuetterne var ifølge Forbrugerombudsmanden vildledende, idet statuetterne ikke oplyste om årstal eller fagkategori for håndværkeren, samt om håndværkeren var finalist eller vinder. Mere end 400 håndværkere kunne hvert år anvende statuetten, og billeder af statuetten lå desuden frit tilgængeligt at downloade for alle, der tilgik hjemmesiden. Forbrugerombudsmanden vurderede, at statuetten gav forbrugeren det indtryk, at de håndværkere, der benyttede et billede af statuetten i deres markedsføring, var kåret som den bedste i branchen, hvilket var vildledende, når mere end 400-500 håndværkere hvert år kunne anvende statuetten. Forbrugerombudsmanden vurderede desuden, at virksomheden bag anmeldelsessiden medvirkede til overtrædelse af vildledningsforbuddet, når håndværkere anvendte statuetten, idet virksomheden stillede statuetten til rådighed.
Anmeldelsessidens ”Smiley Håndværk – Din garanti”-logo, som håndværkere kunne anvende i deres markedsføring, var efter Forbrugerombudsmandens vurdering også vildledende, idet logoet gav forbrugeren et indtryk af, at det var håndværkets kvalitet, der blev stillet garanti for, selvom det der reelt blev stillet garanti for, alene var rigtigheden af en forbrugers anmeldelse. Desuden vurderede Forbrugerombudsmanden, at virksomheden bag anmeldelsessiden medvirkede til overtrædelse af vildledningsforbuddet, når håndværkere anvendte garanti-logoet, idet virksomheden stillede logoet til rådighed.
På baggrund af Forbrugerombudsmandens henvendelse foretog anmeldelsessiden en række ændringer i deres markedsføring.
I anmeldelsessidens garanti-logo blev ordet ’garanti’ ændret til ’anbefalet', og garantiordningen blev ændret til et ’ægthedsløfte’ om, at anmeldelser beror på dokumenterede kundeforhold, og desuden ville der fremadrettet på verificerede anmeldelser stå ’verificeret kunde’.
Anmeldelsessiden ændrede også tilgængeligheden af billederne af statuetterne, således at de ikke længere ville være frit tilgængelige på hjemmesiden. Fremadrettet ville anmeldelsessiden fremsende statuetterne og en dertilhørende vejledning for brugen heraf direkte til den enkelte håndværker, der var berettiget til at anvende dem. Statuetterne ville endvidere i fremtiden indeholde tydelig oplysning om årstal, fagkategori, samt oplysning om, hvorvidt håndværkeren var finalist eller vinder.
På baggrund af anmeldelsessidens ændringer i deres markedsføring vurderede Forbrugerombudsmandens, at anmeldelsessidens markedsføring ikke længere var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven.