Oprettet
Sagsnummer
21/11132
Lovgivning
- Aftaleloven
- 36
- 38 c
Elselskab opkrævede et ulovligt gebyr fra deres kunder for kundernes opsigelse af en variabel elaftale
Et elselskab opkrævede et gebyr på 1.500 kr. fra deres kunder i tilfælde hvor kunderne opsagde en variabel elaftale før bindingsperiodens udløb. Forbrugerombudsmanden vurderede, at dette var et ulovligt gebyr.
Forbrugerombudsmanden modtog i 2021 klager fra forbrugere over, at de var bundet af en elaftale med elselskabet i seks måneder og skulle betale et kontraktopsigelsesgebyr på 1.500 kr., hvis de opsagde aftalen inden bindingsperiodens udløb. Gebyret på 1.500 kr. blev opkrævet uanset hvornår i bindingsperioden aftalen blev opsagt.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at elselskabet ikke havde haft hjemmel i aftalen med kunderne til at opkræve kontraopsigelsesgebyret, da gebyret ikke fremgik af betingelserne i aftalen.
Forbrugerombudsmanden vurderede desuden, at elselskabet havde opkrævet et kontraktopsigelsesgebyr i strid med elleveringsbekendtgørelsen. Efter elleveringsbekendtgørelsen er det ulovligt at opkræve et gebyr af en forbruger for forbrugerens opsigelse af en variabel elaftale, som er en elaftale, hvor prisen for strøm ikke er fast. Ifølge elleveringsbekendtgørelsens regler, kan et elselskab kun opkræve et såkaldt skifterelateret gebyr, hvis forbrugeren har opsagt en fastpriselektricitetsleveringskontrakt før kontraktens udløb, og under nærmere angivne omstændigheder.
Forbrugerombudsmanden vurderede også, at gebyret på 1.500 kr. var urimeligt at gøre gældende over for forbrugerne, jf. aftalelovens §§ 36 og 38 c. Det skyldtes, at et gebyr på 1.500 kr. for forbrugerens opsigelse i bindingsperioden stillede forbrugeren væsentligt ringere end sædvanlige erstatningsretlige grundsætninger.
Forbrugerombudsmanden bemærkede over for elselskabet, at det fremgik af elselskabets forretningsbetingelser, at elselskabet beregnede bindingsperioden fra den dag, de var begyndt at levere strøm til den enkelte forbruger. Efter forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, kan en forbruger dog opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med en måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. Elselskabet svarede ikke på Forbrugerombudsmandens bemærkninger.