Betalingsservice-gebyr var indført i strid med markedsføringsloven

En dansk fitnesskæde varslede i december 2015, at en del af kunderne fra 1. marts 2016 skulle betale et gebyr på 9 kr., hver gang de betalte deres regning via Betalingsservice. Varslingen skete ved fysiske opslag i de enkelte centre og på sin hjemmeside.

Fitnesskæden indførte gebyret med henvisning til nogle varslingsbestemmelser i medlemsbetingelserne, der havde følgende ordlyd:

”Ændringer vil blive varslet minimum [1 måned / 2 måneder] før ændringen træder i kraft. Ændringerne varsles via opslag i [fitnesskædens] lokaler samt på [fitnesskædens hjemmeside]” 

Forbrugerombudsmanden udtalte først, at en erhvervsdrivende ikke ensidigt kan indføre et gebyr i et løbende aftaleforhold, medmindre den erhvervsdrivende har et retligt grundlag for det, fx i aftalen eller i lovgivningen.

Bestemmelserne i medlemsbetingelserne angav blot en procedure for, hvordan fitnesskæden skulle give varsel over for kunden, hvis selskabet foretog ændringer i aftalen, men bestemmelserne indeholdt ikke i sig selv en egentlig ændringsret. Denne syntes blot at være forudsat i bestemmelserne.

Dette betød efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det var tvivlsomt, om fitnesskæden havde haft gyldig hjemmel til at indføre og opkræve gebyret over for sine kunder. Det kunne derfor ikke udelukkes, at de berørte kunder kunne have civilretlige tilbagesøgningskrav mod selskabet, hvis disse ikke var forældede eller fortabt ved passivitet.

Derefter udtalte Forbrugerombudsmanden sig om § 15, stk. 1, i den dagældende markedsføringslov (nu § 16, stk. 1). Efter bestemmelsen er det et krav, at betingelserne for at kunne bruge en eventuel ændringsadgang til at indføre et gebyr, skal være klart fremhævet i kontrakten.

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at fitnesskæden havde overtrådt bestemmelsen, fordi medlemsbetingelserne ikke indeholdte nogen form for vejledning om eller rammer for, i hvilke situationer selskabet kunne forventes at ændre medlemsvilkårene, hverken i forbindelse med indførelse af gebyrer eller i forbindelse med øvrige aftaleændringer. Selv hvis selskabet havde en gyldig ændringsadgang, var denne helt ubegrænset og vilkårlig. Ved at have anvendt således lovstridige aftalevilkår havde selskabet også handlet i strid med god markedsføringsskik.

Endelig udtalte Forbrugerombudsmanden, at fitnesskæden havde overtrådt den dagældende markedsføringslovs § 15, stk. 3 (nu § 16, stk. 3) ved ikke at varsle de enkelte kunder om gebyret ved brug af individuel kommunikation (fx e-mail). Bestemmelsen fandt anvendelse, da der var tale om indførelse af et nyt gebyr over for de berørte kunder.

Det ændrede ikke herved, at fitnesskæden havde aftalt med sine kunder, at varsling kunne gives ved opslag i de enkelte centre og på hjemmesiden, da bestemmelsens offentligretlige virkning ikke kan fraviges ved aftale mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende.

Efter at have gjort fitnesskæden opmærksom på sin vurdering af de ovenstående forhold afsluttede Forbrugerombudsmanden sin behandling af sagen som følge af sagens langstrakte forløb.