Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
1997-2013/5-30

Lovgivning

  • Kreditaftaleloven

Gebyr ved førtidig indfrielse af lån og kreditter

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse må opkrævning af et aftalt gebyr ved førtidig indfrielse betragtes som en ekstra omkostning, der reelt betales for den ubenyttede del af kreditten. Opkrævningen er - sammenholdt med bestemmelsen i kreditaftaleloven § 26 - i strid med § 27.

Forbrugerombudsmanden modtog i slutningen af 1996 en klage fra en forbruger, som ved en førtidig indfrielse af et billån i en større bank var blevet opkrævet et indfrielsesgebyr på 2.000 kr. Gebyret var aftalt ved lånets stiftelse. Forbrugerombudsmanden tog sagen op til en nærmere behandling, idet sagen illustrerede en principiel problemstilling; kan en kreditgiver opkræve et sådant indfrielsesgebyr?

Svaret afhænger af en fortolkning af kreditaftalelovens §§ 26-27. Efter § 26 har en forbruger ret til at indfri sin gæld før tiden. Hvis en forbruger vælger dette, er der i kreditaftalelovens § 27 udtømmende gjort op med, hvilke kreditomkostninger forbrugeren skal betale. Disse omfatter ikke et indfrielsesgebyr. Bestemmelsen indeholder også et forbud mod, at en kreditgiver kræver kreditomkostninger for den ubenyttede del af kreditten.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse må opkrævning af et aftalt gebyr ved førtidig indfrielse betragtes som en ekstra omkostning, der reelt betales for den ubenyttede del af kreditten. Opkrævningen er ­ sammenholdt med bestemmelsen i § 26­ i strid med § 27.

Banken gav tilsagn om, at den fremover ved etablering af kreditaftaler, som er omfattet af de pågældende bestemmelser, vil afholde sig fra at aftale vilkår om betaling af gebyr ved førtidig indfrielse. Forbrugerombudsmanden orienterede Finansrådet om resultatet af de førte forhandlinger og opfordrede til, at Finansrådet orienterede sine medlemmer herom. Finansrådet orienterede i forlængelse heraf sine medlemmer. (1997- 2013/5-30)

Supplerende stikord: fast forrentede lån
Juridisk Årbog 1997, side 31-32