Afgørelse

Sagsnummer
23/04542

Lovgivning

  • Inkassoloven
  • Renteloven

Inkassoselskab iværksatte inddrivelse af gæld uden at have sendt påkravsskrivelse forinden

Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne i inkassoloven over for et inkassoselskab, som inddrev gæld uden at sende en forudgående påkravsskrivelse.

Forbrugerombudsmanden modtog to klager fra forbrugere, som begge havde modtaget en kontrolafgift fra et parkeringsselskab og indgået en afdragsordning om betaling af afgiften.

Det fremgik af vilkårene i afdragsordningerne, at parkeringsselskabet ville sende kravet til inddrivelse ved inkasso uden at sende et forudgående varsel til forbrugerne.

Begge forbrugere oplyste, at de ikke havde betalt for én af ydelserne inden forfaldstid, og at parkeringsselskabet derfor sendte kravet til inddrivelse ved inkasso uden en forudgående påkravsskrivelse.

På denne baggrund indskærpede Forbrugerombudsmanden inkassolovens § 10, stk. 1, over for inkassoselskabet.

Det følger af bestemmelsen, at der skal være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, før en virksomhed må iværksætte andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring.

Det fremgik endvidere af forbrugernes afdragsaftale, at de ikke ville modtage rykkere, før de blev pålagt inkassoomkostninger.

Forbrugerne oplyste hertil, at de i forbindelse med overdragelsen af kravet var blevet pålagt inkassoomkostninger, dog uden at havde modtaget en rykker herfor.

Det var på denne baggrund Forbrugerombudsmandens vurdering, at inkassoselskabet havde handlet i strid med god inkassoskik, jf. inkassolovens § 9, da inkassoselskabet havde forsøgt at inddrive inkassoomkostninger fra forbrugere i strid med rentelovens § 9 a, og på baggrund af afdragsordningerne, hvoraf det fremgik, at der ikke ville blive sendt rykkere.

Ifølge rentelovens § 9 a, kan en fordringshaver kræve, at en skyldner betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af en fordring. Reglen kan ikke fraviges til skade for skyldneren, hvis skyldneren er en forbruger, jf. § 9 a, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 1.

Inkassoomkostninger kan dog kun opkræves, hvis der forinden er sendt en rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betaling inden en frist på mindst ti dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger, og det i øvrigt har været relevant at anmode den pågældende inkassovirksomhed om at inddrive fordringen, jf. § 3 i bekendtgørelse om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling.