Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/00161

Lovgivning

  • 1
  • Renteloven

Parkeringsselskab dømt til at udlade opkrævning af rykkergebyr i det første brev til bilisten

I forbindelse med en retssag anlagt af Forbrugerombudsmanden mod et parkeringsselskab fastslog Sø- og Handelsretten ved en dom af 31. januar 2013, at det ikke var lovligt, når et parkeringsselskab opkrævede et rykkergebyr allerede ved det første brev til en bilist, der havde betalt en parkeringsafgift for sent.

Forbrugerombudsmanden havde anlagt en principiel retssag mod et parkeringsselskab med påstand om, at selskabet skulle anerkende, at det var i strid med god markedsføringsskik rutinemæssigt at opkræve et rykkergebyr i det første brev, der sendtes til en bilist, hvis bilisten ikke havde betalt en pålagt parkeringsafgift til tiden, og hvis der alene var fremsat et påkrav om betaling ved anbringelse af et girokort (eller nu en gul slip) under vinduesviskeren på en parkeret bil.

Forbrugerombudsmanden nedlagde desuden påstand om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede rykkergebyrer.

Sø- og Handelsretten var enig med Forbrugerombudsmanden i, at parkeringsselskabets fremgangsmåde var ulovlig og i strid med god markedsføringsskik. Desuden fik Forbrugerombudsmanden medhold i tilbagebeta-lingspåstanden, således at parkeringsselskabet skulle tilbagebetale alle rykkergebyrer, der siden Højesteret afsagde en tilsvarende dom den 4. marts 2010 var opkrævet hos bilister på baggrund af girokort placeret på bilen, medmindre disse personer anerkendte at have modtaget girokortet placeret på bilen, eller direkte eller indirekte havde tilkendegivet at have modtaget det på bilen placerede girokort.

Det var Forbrugerombudsmandens grundlæggende synspunkt under sagen, at parkeringsselskabet ikke kunne lægge til grund, at et girokort med angivelse af beløb og betalingsfrist - og dermed påkravet om betaling anbragt bag vinduesviskeren på en parkeret bil, var kommet frem til bilisten. Dette gjaldt også, selvom parkeringsvagten afsluttede sin observation med at tage fotografier af bilen med girokortet placeret bag vinduesviskeren. Girokortet kunne således være fjernet af andre eller blæst af ruden inden bilisten kom tilbage til bilen. Da påkravet ikke med sikkerhed kunne siges at være kommet frem, var der efter Forbrugerombudsmandens – og Sø- og Handelsrettens – opfattelse ikke det fornødne grundlag for opkrævning af rykkergebyr i medfør af rentelovens § 9 b.

Problemstillingen havde som anført været behandlet ved Højesteret tidligere, men parkeringsselskabet var af den opfattelse, at den første dom var en konkret afgørelse, og at man derfor ikke kunne udlede af Højesterets dom, at det generelt var ulovligt at pålægge det første rykkerbrev et rykkergebyr. Da der ikke var enighed om rækkevidden af Højesterets dom og rækkevidden af kravet i markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, fandt Forbrugerombudsmanden det nødvendigt at anlægge retssag herom.