Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/02032-4

Lovgivning

  • 25
  • 28

Bindingsperiode eller opsigelsesvarsel og formkrav til opsigelse

Et opsigelsesvarsel, der indebærer, at en kunde er bundet i 2 måneder, vil, når den nye forbrugeraftalelov træder i kraft den 13. juni 2014 (lov 1457/2013), blive anset for en bindingsperiode. Et vilkår hvorefter en opsigelse kun er gyldig, hvis den indgives skriftligt, på en bestemt formular, må anses for urimeligt.

En fitnesskæde spurgte Forbrugerombudsmanden, om det var lovligt at markedsføre sig med ”ingen binding”, når abonnementet til enhver tid skulle opsiges skriftligt 30 dage før udløbet af en igangværende abonnementsperiode. Vilkåret betød, at kunden efter indgåelse af aftalen ville være bundet i minimum 2 måneder.

Opsigelse skulle endvidere ske på en bestemt formular, og opsigelsen var kun gyldig, hvis en medarbejder i fitnesskæden havde kvitteret for modtagelsen.

Forbrugerombudsmanden udtalte: I forbrugeraftalelovens § 25 findes der regler om maksimale bindingsperioder og varsler for opsigelse af aftaler om løbende levering af tjenesteydelser. Det fremgår heraf, at en forbruger som minimum skal kunne opsige en aftale med en måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder fra aftalens indgåelse. Den 13. juni 2014 træder den nye forbrugeraftalelov i kraft. Det er lov nr. 1457 af 17. december 2013. Det fremgår af denne lovs § 28, stk. 5, at der ikke kan aftales et længere opsigelsesvarsel end det nævnte.

Det opsigelsesvarsel, som fitnesskæden anvendte, hvor forbrugeren reelt har et opsigelsesvarsel på 2 måneder, vil overstige det maksimale opsigelsesvarsel efter forbrugeraftalelovens § 28. Når de nye regler træder i kraft, vil Forbrugerombudsmanden anse et opsigelsesvarsel på 2 måneder for en bindingsperiode, hvilket betyder, at det vil være vildledende at anvende betegnelsen ”ingen binding”.

Forbrugerombudsmanden bemærkede endvidere, at det var hans opfattelse, at man kun vanskeligt kan læse ud af betingelserne, at man er bundet i 2 måneder. Han henledte kædens opmærksomhed på, at vilkår skal være klare og tydelige. Er der tvivl om forståelsen af et vilkår, vil det blive fortolket på en måde, der er til fordel for forbrugeren.

Vedr. vilkåret om opsigelse, bemærkede Forbrugerombudsmanden endvidere, at der ikke kan stilles formkrav til en opsigelse. En erhvervsdrivende kan anbefale en bestemt opsigelsesmåde, men et krav om at opsigelse kun kan ske via en blanket, der skal indleveres i centret og påtegnes af en medarbejder, er klart et urimeligt aftalevilkår.