Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
1991-4042/5-2

Lovgivning

  • 1

Prisstigninger ved langvarige bogudgivelser

Sø- og Handelsretten forbød et bogforlag at opkræve højere vederlag ved langvarige bogudgivelser end det, der var anført i markedsføringsmaterialet. Betegnelsen "p.t." kunne ikke anses for at være et tilstrækkeligt tydeligt prisforbehold, der kunne berettige til at forhøje prisen pr. bind.

Forbud mod opkrævning af prisstigninger ved langvarige bogudgivelser

1989 og 1990 markedsførte et forlag dels et leksikon dels en verdenshistorie, der bestod af henholdsvis 30 og 21 bind. Forbrugerne kunne ved at udfylde en kupon købe bogværkerne, hvorefter der ville blive tilsendt et bind af det pågældende værk. Prisen pr. bind var for leksikonets vedkommende angivet som "p.t. x kr. pr. bind portofrit tilsendt" og for verdenshistorien "p.t. x kr. plus porto y kr.".

Da nogle af værkerne var leveret, forhøjede forlaget prisen og henviste til, at anvendelsen af udtrykket "p.t." var et tilstrækkeligt forbehold, for senere at hæve prisen.

Som det fremgår af Forbrugerstyrelsens juridiske årbog fra 1992 side 31f, har Forbrugerklagenævnet givet en køber medhold i, at forbehold ikke var tilstrækkelig hjemmel til at regulere prisen. Nævnet begrundede afgørelsen ved, at forkortelsen "p.t." i forbindelse med tilbudets angivelse af prisen pr. bind, alene kunne anses for at være en oplysning om, hvad prisen ville udgøre for forbrugeren, hvis denne kontraherede i rimelig tidsmæssig tilknytning til tilbudets fremsendelse. Forbrugerombudsmanden meddelte samtidig forlaget, at markedsføringslovens krav til en prisreguleringsklausul er, at klausulen begrænser muligheden for prisstigninger, således at prisen alene kan variere med forhold, som sælgeren er uden indflydelse på, og at det endvidere er en betingelse, at eventuelle prisstigninger er knyttet til kendsgerninger, hvis tilstedeværelse forbrugerne har mulighed for at kontrollere. Samtidig anlagde Forbrugerombudsmanden sag ved Sø- og Handelsretten mod forlaget med påstand om, at det skulle forbydes selskabet at opkræve højere vederlag end det der var anført i markedsføringsmaterialet og bestillingskuponerne.

Under sagen gjorde Forbrugerombudsmanden følgende synspunkter gældende:

"Det er almindelig anerkendt, at opkrævning af penge, man ikke har krav på, er i strid med god markedsføringsskik. Det samme gælder opkrævning i tilfælde, hvor leverandøren efterfølgende har fået forbrugerne til at acceptere en uhjemlet opkrævning, hvad enten "accepten" er udtryk for, at forbrugeren reelt er indforstået, eller at forbrugeren misforstår retsstillingen eller blot ikke finder det umagen værd at protestere. Salget af leksikonet og verdenshistorien sker uanset betegnelsen ikke i abonnement. Der er tale om salg af to afgrænsede ydelser med successiv levering og ratebetaling. Opsigelsesadgangen medfører ikke, at reglerne om abonnement kan finde anvendelse. Adgangen til opsigelse er af begrænset værdi, fordi forbrugerne efter opsigelse står med en torso.

Forlaget kan derfor kun kræve prisforhøjelser, hvis der er taget forbehold som tidligere beskrevet, og det er ikke tilfældet. "den lave ... pris p.t...." må sammenholdt med markedsføringens øvrige indhold, herunder den kortvarige frist for bestilling af gratisydelser, naturligt forstås således, at den tilbudte pris er prisen ved kontrahering straks. Dette resultat bestyrkes af, at "prisstigning", "forbehold for prisændringer" eller lignende slet ikke er nævnt i markedsføringsmaterialet.

Selvom det måtte antages, at "p.t." sprogligt kan have to ligeværdige betydninger - angivelse af prisen ved kontrahering straks, respektive angivelse af prisen ved levering nu - skal der gives Forbrugerombudsmanden medhold. Efter almindelige aftaleretlige fortolkningsregler skal uklare udtryk fortolkes imod den, der har konciperet aftalen, i dette tilfælde forlaget. Dette gælder særligt ved stående vilkår. Endelig gøres gældende, at det uanset den aftaleretlige forståelse af udtrykket er i strid med god markedsføringsskik at opkræve ydelser, der støttes på slørende udtryk som det foreliggende."

Bogforlagets opfattelse var følgende:

"Den naturlige forståelse af de anvendte udtryk med "p.t." er, at hermed angives prisen i øjeblikket, således at der tages forbehold for prisen ved senere leveringer. Udtryk med "p.t." forstås i almindelighed i befolkningen således, blandt andet fordi det er sædvanligt at anvende udtrykket i prislister og andet salgsmateriale, også salgsmateriale, der henvender sig til forbrugere. Under hensyn til forbrugerens adgang til at opsige abonnementet på leksikonet og verdenshistorien giver "p.t." kun mening, hvis det forstås som et forbehold om prisændringer ved fremtidige leveringer. Forbrugeren kan frit sige op, så forbeholdet må forstås som forlagets forbehold om ikke at være bundet til at levere til den anførte pris i en længere periode - for leksikonet 5 år og for verdenshistorien 3½ år. Hertil kommer, at der i salgsmaterialet ikke er angivelser, der peger i retning af, at prisen er fast. Den anførte forståelse deles af forbrugerne, i hvert fald har Forbrugerombudsmanden ikke dokumenteret henvendelser fra forbrugere, der deler Forbrugerombudsmandens opfattelse af udtrykket "p.t.". Forbrugerne finder det formentlig også rimeligt, at der i langvarige kontrakter er adgang til at ændre prisen.

Hvis det ikke antages, at der er taget et utvetydigt forbehold for prisændringer, gøres det gældende, at der er taget et forbehold, der skal underkastes en aftaleretlig vurdering, men en sådan vurdering skal ikke foretages i nærværende sag, hvor der alene skal tages stilling til, om der foreligger en handling i strid med god markedsføringsskik. Klausulen er ikke i strid med god markedsføringsskik: Den forståelse af klausulen, som forlaget hævder, deles af forbrugerne, og det er sædvanligt og rimeligt i kontraktforhold som de foreliggende at tage forbehold for prisændringer. At klausulen ikke anføre de forhold, der kan føre til prisændringer, kan ikke medføre, at klausulen i sin helhed anses for at stride mod god markedsføringsskik.

Den må derfor respekteres med det indhold, der måtte blive fastslået under konkrete tvister mellem forlag og forbrugere, indtil Forbrugerombudsmanden fastsætter nærmere retningslinjer. Endelig kan anføres, at Forbrugerombudsmandens påstande er urimeligt vidtgående, og de vil medføre et betydeligt tab for forlaget, hvis de tages til følge. Forbrugerombudsmanden kunne have skredet ind på en mindre vidtgående måde, f.eks. ved at fastsætte krav til fremtidige klausuler eller fastsætte regler om hvilke forhold, der kan begrunde prisstigninger."

2 dommere fandt, at angivelsen "p.t." naturligt må forstås som et almindeligt forbehold om prisændring i forbindelse med senere leveringer. De fandt ikke, at forbeholdet var behæftet med en uklarhed, der medførte, at det kan anses for stridende mod god markedsføringsskik at gøre gældende.

Et flertal på 3 dommere, gav Forbrugerombudsmanden medhold, afgørelsen begrundedes med, at leksikonet og verdenshistorien sælges som enheder med successiv levering og ratebetaling uanset at salget betegnes som abonnement og uanset forbrugerens adgang til at afbryde kundeforholdet i leveringsperioden. Det tagne forbehold er uklart. Som standardvilkår affattet af forlaget og under hensyn til de elementer i markedsføringen i øvrigt, der opfordrer til snarlig kontrahering, er det mest nærliggende at forstå klausulen som et forbehold om prisændring i tilfælde af kontrahering på et tidspunkt, der ligger væsentligt senere end de pågældende salgsfremstød. Opkrævning af højere priser end den angivne, der støtter sig på forbehold af denne karakter, må anses for stridende mod god markedsføringsskik. Der blev afsagt dom i overensstemmelse med stemmeflertallet.

Dommen var ved udarbejdelsen af Juridisk Årbog for 1993/ 1994 indanket af det domfældte forlag til Højesteret. Da forlaget nu har hævet sin anke, er Sø- og Handelsrettens afgørelse endelig. (1991-4042/5-2). Juridisk Årbog 1995, 33