Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
08/04157
Lovgivning
- 1
Kritik af gratis rejseforsikring
Forbrugerombudsmanden har udtalt, at når der udbydes udenlandske forsikringer, der afviger grundlæggende fra danske forsikringsretlige principper ved at have et ringere beskyttelsesniveau, skal dette fremgå klart og tydeligt.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at et rejseselskabs gratis rejseforsikring ikke dækkede i et skadestilfælde, hvor en rejsende havde indtaget alkohol.
Forbrugerombudsmanden fik herefter tilsendt forsikringsvilkårene for den gratis rejseforsikring, hvoraf det fremgik, at forsikringsselskabet hverken direkte eller indirekte ville være forpligtet til at yde service i tilfælde af bl.a. indtagelse af alkohol.
Rejseselskabet oplyste endvidere, at der var tale om en forsikring tegnet i et tyrkisk forsikringsselskab, hvorfor en tvist ikke ville kunne blive indbragt for Ankenævnet for Forsikring. En eventuel tvist mellem forbrugeren og det tyrkiske forsikringsselskab ville derfor have indflydelse på både manglende klagemuligheder i Danmark, men også i forhold til værneting og lovvalg.
Forbrugerombudsmanden sendte de tyrkiske forsikringsbetingelser til udtalelse hos erhvervsorganisationen Forsikring & Pension. Organisationen skrev tilbage, at de ved en gennemgang af en række forsikringsbetingelser knyttet til forsikringer, der udbydes på det danske marked, har konstateret, at der alene ses at foreligge eksempler på forbehold ved fuldskab, alkoholmisbrug og selvforskyldt beruselse som væsentlig årsag for en skade.
Forbrugerombudsmanden indskærpede over for rejseselskabet, at såfremt de tilbyder deres rejsende en udenlandsk forsikring, der afviger fra grundlæggende danske forsikringsretlige principper, herunder særligt forsikringsaftalelovens § 18-20, hvorved forsikringsdækningen ikke har samme beskyttelsesniveau i forhold til forbrugerne, som tilsvarende danske rejseforsikringer, skal dette fremgå klart og tydeligt for forbrugerne, jf. markedsføringslovens § 1, stk. 1.