Afgørelse
Sagsnummer
20/10611
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
Virksomhed fik indskærpet reglerne om vildledende markedsføring og reglerne om markedsføring af kreditaftaler
Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for en virksomhed, at grundlaget for beregningen af prisen på deres varer, skal fremgå ved markedsføringen af prisen på varen, og at markedsføringen af kreditaftaler skal indeholde en række lovpligtige oplysninger.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger om en virksomheds markedsføring af solcelleanlæg i annoncer på internettet og på sociale medier.
Virksomheden markedsførte solcelleanlæggene med en makspris på 299,- /md. med oplysning om ÅOP på 4,35%, hvis forbrugerne købte solcelleanlægget gennem en finansieringsaftale. I beregningen af prisen havde virksomheden fratrukket forbrugerens estimerede besparelse på elregningen ved brug af solcellerne og det rentefradrag, forbrugerne ville få ved at optage et lån til finansiering af solcelleanlægget. Grundlaget for beregningen fremgik ikke af annoncerne.
Virksomheden oplyste, at forbrugeren, ved at klikke på annoncen, blev ført hen på virksomhedens hjemmeside, hvor forbrugeren nærmere blev oplyst om beregningsmodellen, der lå til grund for prisen.
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at virksomheden udelod væsentlige oplysninger i sin markedsføring af solcelleanlæg til 299 kr. pr. måned ved ikke at oplyse om beregningsmodellen i annoncerne.
Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udeladelsen af disse oplysninger var egnet til at få forbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning denne ellers ikke ville have truffet. Det var ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne om, at prisen forudsatte modregning af forbrugerens besparelse på elregningen og rentefradrag fremgik, når forbrugeren klikkede sig videre fra annoncen, da forbrugeren foretog en transaktionsbeslutning allerede ved at reagere på en annonce.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomhedens markedsføring var i strid med vildledningsforbuddet markedsføringslovens §§ 5, stk. 1, og 6, stk. 1, jf. § 8.
Virksomheden havde i sine annoncer oplyst en månedlig ydelse og ÅOP for finansieringen uden at angive øvrige standardoplysninger for kreditaftaler. Efter markedsføringslovens § 18 skal enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere med undtagelse af boligkreditaftaler, som oplyser en rentesats eller talstørrelse vedrørende omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit, indeholde en række standardoplysninger.
Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe reglerne om vildledning og reglerne om markedsføring af kreditaftaler over for virksomheden.