Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/00371
Lovgivning
- 14a
Bilimportør viste ikke alle lovpligtige kreditoplysninger i sin avisreklame på klar, tydelig og fremtrædende måde
En bilimportør vedtog en bøde på 130.000 kroner for ikke at oplyse tydeligt om de lovpligtige kreditoplysninger i en række avisannoncer.
En bilimportør havde i flere enslydende avisannoncer over for forbrugere markedsført ydelsen ved finansieret køb af bil. Men i annoncen var der ikke oplyst om debitorrenten, det samlede kreditbeløb og det samlede beløb, forbrugerne skulle betale tilbage, hvis de lånte penge til bilen. Bilimportøren oplyste heller ikke, hvilken kreditgiver bilimportøren samarbejdede med.
De lovpligtige kreditoplysninger, som blev vist i annoncen, fx ÅOP og at debitorrenten var variabel, stod ikke på en klar, tydelig og fremtrædende måde. De stod først allernederst i annoncen med meget mindre synlig skrift og efter en række andre oplysninger om fx brændstofforbruget.
Bilimportøren betalte en udenretlig bøde på 130.000 kroner for ikke at opfylde sin kreditoplysningspligt efter reglerne i markedsføringslovens § 14 a. Bøden svarede til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne.