Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/15502
Lovgivning
- 14a
Bøde til låneformidler for manglende kreditoplysninger
Retten i Roskilde idømte en låneformidler en bøde på 25.000 kroner for på 3 hjemmesider ikke at have givet samtlige kreditoplysninger klart, tydeligt og på fremtrædende måde i form af et repræsentativt eksempel, jf. markedsføringslovens § 14 a, stk. 2
Låneformidleren tjente penge på at formidle lån for en bank via tre hjemmesider, hvor der blev reklameret for forbrugerkreditter.
På forsiden af to af hjemmesiderne reklamerede låneformidleren for lån op til 50.000 kroner med angivelse af den pålydende rente. Det samme sted var der en låneberegner, hvor forbrugeren kunne vælge lånebeløb og løbetid, og samtidig fik vist ÅOP og ydelse ud fra de valgte kriterier.
Men i det repræsentative eksempel i låneberegneren manglede der oplysninger om debitorrenten (den årlige nominelle rente), hvorvidt denne rente var variabel eller fast, de samlede omkostninger ved lånet og det samlede beløb, som forbrugeren skulle betale tilbage.
På forsiden af den tredje hjemmeside blev der kun vist et lånebeløb og en månedlig ydelse, mens der ikke samme sted blev vist et repræsentativt eksempel med de øvrige lovpligtige kreditoplysninger. Blandt andet manglede der oplysninger om ÅOP samt omkostningerne ved lånet.
Retten i Roskilde lagde i sin fastsættelse af bødens størrelse vægt på, at markedsføringen af lånene er sket på tre hjemmesider i over et år, og at låneformidleren kun har formidlet lånene og har haft en beskeden indtjening på hjemmesiderne. Derudover havde låneformidleren hurtigt rettet hjemmesiderne, da låneformidleren blev gjort opmærksom på manglerne, og låneformidleren havde også bidraget til sagens oplysning.