Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/07357

Lovgivning

  • 14a
  • 3

Realkreditinstitutters markedsføring af renten er omfattet af § 14 a

Markedsføring af realkreditlån, hvor der i navnet eller på anden måde indgår angivelser af rentesatsen, er omfattet af kreditoplysningsbestemmelsen i markedsføringslovens § 14 a.

Realkreditsektorens to brancheforeninger ønskede, at Forbrugerombudsmanden i en forhåndsbesked tog stilling til følgende spørgsmål:

  • Hvorvidt det fortsat var muligt at markedsføre et fastforrentet realkreditlån overordnet ved angivelse af kuponrenten på den bagvedliggende obligation, uden at dette udløser kreditoplysningspligt efter markedsføringslovens § 14 a, stk. 2. Som eksempel angav sektoren et reklamebanner med teksten: ”3 % fast rente i 30 år”, hvor renteangivelsen vedrører den 30-årige obligations pålydende rente.
  • Hvorvidt markedsføringslovens § 14 a, stk. 2, nr. 6, ved markedsføring af et 30-årigt realkreditlån med kvartårlige terminer og 120 rater af forskellig størrelse kan opfyldes ved angivelse af den 1. ordinære ydelse på lånet samt oplysning om, hvorvidt ydelsen er med eller uden afdrag.

Forbrugerombudsmanden gav følgende forhåndsbesked, som blev taget til efterretning af de to brancheforeninger:

Det følger af § 14 a, stk. 1, at bestemmelsen gælder for ”enhver” markedsføring, der angiver en rentesats.

En reklame med teksten: ”3 % fast rente i 30 år” er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføring med rentesatser, og dermed vil realkreditinstituttet være forpligtet til at give de i § 14 a, stk. 2 oplistede kreditoplysninger.

Når raterne/ydelserne skal angives efter § 14 a, stk. 2, nr. 6, skal realkreditinstituttet angive 1. års månedlige ydelse før skat.

Ifølge Forbrugerombudsmandens oplysninger gives sådanne oplysninger om 1. års månedlige ydelse allerede i vidt omfang i de ”beregnere” som stilles til rådighed for forbrugerne på realkreditinstitutternes hjemmesider. Se vedlagte print fra tre realkreditinstitutters hjemmesider.

Beregnes ydelsen som følge af kommende rentetilpasning på basis af en stipuleret 12-måneders rente med forudsætning om uændret renteniveau må der tages forbehold herfor i markedsføringen. Kan ydelsen i øvrigt risikere at ændre sig som følge af rente- og/eller kursændringer inden udbetalingen, vil realkreditinstituttet efter Forbrugerombudsmanden vurdering skulle tage forbehold herfor.

Er der tale om lån med afdragsfrihed, skal det oplyses, at ydelsen angives uden afdrag.

Det er samtidig Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en markedsføring som angiver en rentesats uden oplysning om, at der er tale om den pålydende rente og ikke debitorrenten, kan være egnet til at vildlede forbrugerne i strid med markedsføringslovens § 3. Der henvises i den forbindelse til seneste domspraksis på området, som vedlægges til Deres orientering.