Oprettet

Sagsnummer
26/09817

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • 9
  • 13

Bæredygtighedsmærke etableret af en kommune kunne lovligt anvendes

Et bæredygtighedsmærke etableret af en kommune kunne lovligt anvendes i markedsføringen af de virksomheder, som havde deltaget i kommunens klima- og energiindsats, hvis de generelle krav til markedsføring med konkrete miljøudsagn, herunder relevanskravet, var opfyldt.

En operatør i en kommunes erhvervsrettede klima- og energiindsats anmodede om Forbrugerombudsmandens vurdering af, hvorvidt virksomheder, der havde deltaget i kommunens klima- og energiindsats, kunne anvende et mærke til at markedsføre deres deltagelse i ordningen, herunder om mærket udgjorde et lovligt bæredygtighedsmærke efter markedsføringsloven.

Kommunens klima- og energiindsats var rettet mod mindre virksomheder, og gik ud på, at de deltagende virksomheder skulle gennemføre otte konkrete energi- eller ressourcerelaterede tiltag, som blev udvalgt ud fra et tiltagskatalog med i alt 22 tiltag fastsat af den pågældende kommune. Udsagnet ”8 energitiltag” fremgik derfor af mærket sammen med kommunens navn, ordningens navn samt årstallet for gennemførelsen.

Forbrugerombudsmandens vurderede, at det påtænkte mærke udgjorde et bæredygtighedsmærke efter markedsføringslovens § 2, nr. 21, da mærket havde til formål at fremhæve de deltagende virksomheders miljømæssige fortrin.

Efter nr. 2 a i bilaget til markedsføringsloven vil det altid være vildledende at fremvise et bæredygtighedsmærke, der ikke er baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af en offentlig myndighed.

Forbrugerombudsmandens vurderede, at det påtænkte bæredygtighedsmærke ikke var omfattet af forbuddet i nr. 2 a i bilaget til markedsføringsloven, idet mærket var etableret af en kommune og dermed en offentlig myndighed. Lovligheden af det påtænkte bæredygtighedsmærke skulle derfor vurderes efter de almindelige vildledningsbestemmelser i markedsføringslovens §§ 5 og 6, jf. § 8.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at bæredygtighedsmærket udgjorde et konkret miljøudsagn om nærmere bestemte miljø- og/eller klimafordele ved de virksomheder, som skulle anvende mærket.

Førend konkrete miljøudsagn er lovlige, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udsagnet skal kunne dokumenteres, og udsagnet skal være i overensstemmelse med de generelle krav til brug af miljømæssige udsagn, herunder relevanskravet. Derudover må væsentlige oplysninger ikke udelades og markedsføringen skal give et rigtigt, balanceret og loyalt helhedsindtryk af den markedsførte virksomhed.

Forbrugerombudsmandens vurderede, at det påtænkte bæredygtighedsmærke lovligt kunne anvendes i markedsføringen af de virksomheder, som havde deltaget i ordningen, såfremt de otte energitiltag, som virksomheden havde gennemført, havde en reel betydning for den deltagende virksomheds energiforbrug og dermed miljømæssige og/eller klimamæssige påvirkning. Derudover måtte de gennemførte tiltag ikke være sædvanlige for tilsvarende virksomheder.