Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
15/10362
Lovgivning
- 1
Anvendelsen af titlen jurist kræver en kandidatuddannelse i jura
Forbrugerombudsmanden påpegede overfor en rådgivningsvirksomhed, at en medarbejder ikke må anvende betegnelsen jurist ved underskrift af dokumenter, når medarbejderen ikke har afsluttet kandidatuddannelsen i jura.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en medarbejder hos en rådgivningsvirksomhed anvendte titlen ”jurist”, når han underskrev dokumenter. Medarbejderen havde ikke afsluttet kandidatuddannelsen i jura.
Efter markedsføringslovens § 1 skal erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at det var i strid med markedsføringslovens § 1 at medarbejderen anvendte betegnelsen jurist. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at markedsføringsbegrebet skal forstås bredt, at det omfatter enhver handling foretaget i erhvervsmæssigt øjemed, og at ordbøgerne samlet gav det indtryk, at ordet ”jurist” betyder, at man har afsluttet kandidatuddannelsen i jura.