Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/03827 og 12/11873
Lovgivning
- 1
Fitnesskæder ændrer vilkår for udmeldelse
To større fitnesskæder havde fastsat vilkår om, at udmeldelse alene kunne ske enten ved personligt fremmøde eller via en særlig medlemsadgang på de respektive hjemmesider. Efter dialog med Forbrugerombudsmanden valgte begge fitnesskæder at ændre vilkårene, således at udmeldelse også ville kunne ske fx pr. mail eller brev.
Forbrugerombudsmanden modtog i 2012 klager over to større fitnesskæders vilkår for udmeldelse. Klagerne anførte, at de alene kunne komme ud at deres fitnessmedlemskab enten ved personligt fremmøde eller via en særlig medlemsadgang på de respektive hjemmesider. Klagerne havde ellers opsagt – og identificeret sig – pr. mail, men fremgangsmåden blev ikke godtaget som gyldig udmeldelse.
Forbrugerombudsmanden tog sagerne op og gjorde det klart for begge fitnesskæder, at det er Forbrugerombudsmandens overordnede opfattelse, at udmeldelse som udgangspunkt bør kunne ske i alle tilfælde, hvor et medlem kan identificere sig. Forbrugerombudsmanden tilkendegav samtidig, at når et særligt opsigelsesvilkår ikke er fremhævet i forbindelse med indmeldelse, bør udmeldelse i hvert fald kunne ske ved oplysning af medlemmets navn og cpr-nummer eller ved oplysning af medlemmets navn og medlemsnummer.
I overensstemmelse hermed valgte begge fitnesskæder efter dialog med Forbrugerombudsmanden at ændre vilkårene for udmeldelse, således at udmeldelse – ud over ved personligt fremmøde og via medlemsadgangen på de respektive hjemmesider – også ville kunne ske fx pr. brev eller mail og med oplysning af navn og cpr-nummer/medlemsnummer.