Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
11/02094

Lovgivning

  • 1

Kvittering for køb med betalingskort i automat pr. e-mail

En køber må gerne kunne vælge kvittering fra ved køb med betalingskort i automat, ligesom køberen også gerne må vælge kun at få kvitteringen pr. e-mail. Dette kræver dog, at køberen altid præsenteres for kvitteringen på skærmen, og at det er klart og tydeligt, hvad køberen accepterer. Køberen har krav på at få kvitteringen på papir straks ved betalingen, hvis dette ønskes.

En erhvervsdrivende henvendte sig til Forbrugerombudsmanden, fordi han ønskede at få oplyst, om det var muligt kun at give kvittering for køb med betalingskort i en automat pr. e-mail. Hvis kunden ikke udfyldte e-mailoplysningerne, ville handlen kun blive gennemført, hvis kunden i stedet accepterede kun at få kvittering på skærmen. Automaten skulle udlevere varer og tjenesteydelser umiddelbart efter betalingen var sket i automaten.

Ifølge almindelige retsgrundsætninger kan en køber/kunde kræve at modtage kvittering fra sælgeren ved betalingen af en vare. En kvittering har til formål dels at dokumentere betalingen, dels at sætte køberen i stand til at bevise, hvad der er købt, hvornår det er købt og til hvilken pris. Der er risiko for, at køberen fratages sine muligheder for at gøre sine rettigheder gældende efter købeloven, hvis der ikke gives køberen mulighed for at kunne kræve kvittering.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil det være i strid med god markedsføringsskik, jf. § 1 i markedsføringsloven, hvis sælger nægter at give køberen mulighed for at få kvittering her og nu, så kvitteringen ikke kan anvendes straks ved eventuelle indsigelser i anledning af de købte varer og tjenesteydelser.

Det er endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at køberen gerne må kunne vælge kvitteringen fra. Køberen må også gerne vælge kun at få kvitteringer pr. e-mail. Begge dele kræver dog, at køberen altid præsenteres for kvitteringen på skærmen, og at det er klart og tydeligt, hvad køberen accepterer. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at såfremt køber ønsker det, har køber krav på at få kvitteringen på papir straks ved betalingen. Papir vil formentlig kunne erstattes af SMS, hvis betingelserne om varigt medium i øvrigt er opfyldt.