Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
2001-203/5-440
Lovgivning
- 1
Tilbud om gratis livsforsikring
Forsikringsselskab tilbød gratis livsforsikring. Hvis forbrugerne ikke reagerede på den første tilbud modtog de en ny henvendelse, der blev kaldt en påmindelse, og hvori der samtidig var angivet en svarfrist. Denne praksis var efter Forbrugerombudsmanden opfattelse i strid med god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden modtog adskillige henvendelser fra forbrugere, der klagede over at have modtaget et tilbud om en gratis livsforsikring fra et forsikringsselskab.
Forbrugerne modtog i første omgang et uanmodet tilbud på deres privatadresse, hvoraf fremgik, at de havde mulighed for at tegne en livsforsikring med en forsikringssum på 5 - 10.000 kr. gratis og uden videre forpligtelser. Forsikringen ville udløbe automatisk efter et år.
Hvis forbrugerne ikke reagerede på tilbuddet, modtog de efterfølgende endnu en henvendelse fra selskabet. Det var ved et påtryk på kuverten angivet, at der var tale om en »påmindelse«, og der var angivet en svarfrist. Henvendelsen indeholdt vendinger som; »Det er ikke rart at tænke på, at ens pårørende kan komme i økonomiske problemer i en så vanskelig periode, som et dødsfald medfører«, »Vent ikke et minut længere«, »Hvis du allerede har sendt tilmeldingen ind, kan du se bort fra denne henvendelse«.
Forbrugerombudsmanden fandt, at annonceringen var i strid med markedsføringslovens § 1. Der blev her lagt vægt på, at forbrugerne havde valgt ikke at reagere på det første tilbud, hvorefter det måtte anses for anmassende på ny at kontakte dem vedrørende samme tilbud. Den omstændighed, at man havde valgt at kalde henvendelsen en påmindelse samt at opgive en svarfrist, gav endvidere forbrugerne det indtryk, at de var nødt til at svare på henvendelsen.
Det blev ligeledes anset for stridende med god markedsføringsskik, at selskabet i deres henvendelse ved hjælp af ovennævnte vendinger på en utilbørlig måde udnyttede folks angst og særlige følelser omkring død og de konsekvenser, død kan medføre for ens nærmeste.
Forbrugerombudsmanden henstillede, at selskabet ophørte med at sende den pågældende type henvendelser til forbrugere, samt at der blev udvist forsigtighed ved udformningen af fremtidige henvendelser til forbrugere vedrørende aftaler om livsforsikringer. Forsikringsselskabet har efterfølgende tiltrådt henstillingen.
Fra Juridisk Årbog, 2001