Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
08/06827
Lovgivning
- 12a
- 13
Annoncering med priser eksklusive miljøtillæg
Tre hoteller angav priserne for hotelophold eksklusive et miljøtillæg på 4,5 %. Forbrugerombudsmanden fandt, at det var i strid med markedsføringslovens §§ 12a og 13 ikke at inkludere tillægget i den samlede pris.
Tre hoteller oplyste i annoncer i et dagblad og et magasin sine priser ”ekskl. 4,5 % miljøtillæg”.
Forbrugerombudsmanden skrev til hotellerne og henledte opmærksomheden på markedsføringslovens § 12 a og § 13. Ifølge disse bestemmelser skal priser, når markedsføringen er rettet mod forbrugerne, oplyses inklusive afgifter og andre omkostninger.
Hotellerne oplyste, at der fremover vil blive annonceret uden angivelse af et miljøtillæg på 4,5 %.
Forbrugerombudsmanden besluttede herefter at afslutte sagen med en indskærpelse til hotellerne om at overholde markedsføringslovens § 12 a og § 13 ved annoncering med priser, således at der oplyses om den samlede pris inklusive afgifter, tillæg m.v.