Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/03207

Lovgivning

  • 3

Brug af fra-priser ved tilbud af flere forskellige varer

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at der efter markedsføringsloven ikke i sig selv er noget til hinder for brug af fra-priser, forudsat det tilbud, markedsføringen dækker, også kan erhverves til den oplyste fra-pris, og fra-prisen derfor er retvisende.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en e-handelsbutiks markedsføring af tilbuddet ” 3 stk. - frit valg mellem alle [varemærkets navn og serie] produkter” til en pris på 349,00 kr. Tilbuddet gjaldt imidlertid ikke alle produkterne i varemærkets serie, idet der – bortset fra en enkelt variant – skulle betales et tillæg på mellem 10 og 40 kr. pr. produkt. Tilbuddet på 349 kr. gjaldt således kun ved køb af 3 x den samme variant.

Forbrugerombudsmanden fandt, at vendingen 3 stk. ”frit valg mellem alle [varemærkets navn og serie] produkter” til 349,00 kr. var vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, fordi tilbuddet ikke gjaldt alle produk-terne.

E-handelsbutikken ændrede herefter sin markedsføring, således at det på indgangssiden til tilbuddene nu fremgik, at prisen på kr. 349 var en ”frapris”, og at det ved et klik på tilbuddet – og inden man valgte ”læg i kurv” funktionen – fremgik, at produktpriserne kunne variere alt efter hvilket variant og serie, man valgte. Ved et klik på de enkelte produkter fremkom prisen / merprisen herefter for de valgte produkter.

Forbrugerombudsmanden havde ikke indvendinger mod den ændrede markedsføring og bemærkede i den forbindelse, at der efter markedsføringsloven ikke i sig selv er noget til hinder for brug af fra-priser, forudsat det tilbud, markedsføringen dækker, også kan erhverves til den oplyste fra-pris, og fra-prisen derfor er retvisende.