Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
10/07108

Lovgivning

  • 3

Brug af udtrykket ”Limited Edition” skal have et reelt indhold

I en reklametryksag markedsførte en materialistkæde et skønhedsplejeprodukt med det indirekte besparelsesudsagn ”Limited Edition – Særpris 145,- kroner. værdi 450,-”.

Efter forespørgsel fra Forbrugerombudsmanden oplyste kæden, at der var tale om en kampagnevare, der kun blev solgt i kampagneperioder, og at varen derfor ikke havde en normal vejledende pris. Grundlaget for brug af udsagnet var derfor, at præcis den samme vare i halv størrelse (200 ml.) kunne købes til en normal vejledende udsalgspris af 225 kr.

Forbrugerombudsmanden havde imidlertid noteret sig, at 400 ml. udgaven blev markedsført på kædens webshop til 175 kr. uden brug af besparelses-udsagn.

Forbrugerombudsmanden gjorde med henvisning til afsnit 18 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring opmærksom på, at anvendelse af salgsfremmende udtryk i markedsføringen er vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, hvis de ikke har et reelt indhold.

I forlængelse heraf indskærpede Forbrugerombudsmanden samtidig, at reglerne om vildledning i markedsføringslovens § 3 skulle overholdes.