Afgørelse
Sagsnummer
14/07437
Lovgivning
- 3
Dealsite og sushirestaurant oplyste vildledende før-pris på sushimenu
Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføringen af et besparelsesudsagn på 64 % ved køb af en sushimenu var vildledende. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne over for dealsitet og sushirestauranten.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over markedsføringen af en sushimenu med et besparelsesudsagn på 64 %. Tilbudsprisen var 285 kroner mod en oplyst normalpris på 794 kroner.
Sushirestauranten havde forskellige menuer i sin daglige sortiment, men den menu, der blev markedsført som et tilbud, fandtes ikke i restaurantens daglige sortiment. Den oplyste normalpris var beregnet ved, at prisen på de enkelte sushistykker var lagt sammen på samme måde, som hvis disse skulle købes enkeltvis.
Forbrugerombudsmanden fandt, at det var vildledende i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, at markedsføre et tilbud med angivelse af en normalpris for en menu, som ikke fandtes i restaurantens daglige sortimentet og derfor heller ikke havde en reel normalpris.
Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne over for dealsitet og sushirestauranten.