Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
08/02966

Lovgivning

  • 3

Erhvervsdrivende fik indskærpet reglerne om vildledende markedsføring

Det fremgik ikke tydeligt af en erhvervsdrivendes annoncering og skiltning i butikken, at ikke alle afbildede eller fremlagte varer var omfattet af et tilbud om frit valg af to stk. varer til en angivet pris. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne om vildledende markedsføring.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over en detailkædes markedsføring af børnetøj, dels i deres tilbudsavis, dels i selskabets forretning.

På en reol i forretningen lå T-shirts og bukser, og over reolen hang et skilt, hvor der stod ”Frit valg, 2 stk. 49,95”. Da forbrugeren ville købe 2 par bukser, som lå på reolen, oplyste den erhvervsdrivende, at bukserne ikke var omfattet af tilbuddet, og forbrugeren skulle derfor betale 49,95 kr. for hvert par bukser.

Forbrugerombudsmanden gjorde den erhvervsdrivende opmærksom på reglerne om vildledende markedsføring, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Selskabet beklagede, at deres markedsføring havde været misvisende og oplyste, at de fremover vil være ekstra opmærksomme på, at såvel avistilbud som skiltning er entydig over for deres kunder.

Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen med en indskærpelse af reglerne om vildledende markedsføring over for den pågældende erhvervsdrivende.