Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
11/06396
Lovgivning
- 1
Erhvervsdrivendes tilbud skal som udgangspunkt sammenlignes med normalprisen
Forbrugerombudsmanden indskærpede over for en erhvervsdrivende, at når der reklameres med et tilbud, en rabat eller lignende, må man som udgangspunkt kunne gå ud fra, at rabatten trækkes af den forud for tilbuddet gældende normalpris.
En erhvervsdrivende solgte en vare til normalprisen 789,95 kr. Efterfølgende annoncerede den erhvervsdrivende med 25 % rabat på alle varer. På grund af en fejlregistrering i den erhvervsdrivendes kassesystem blev rabatten trukket af en pris på 999,95 i stedet for den forud for tilbuddet gældende normalpris på 789,95.
Erhvervsdrivende skal sikre sig, at alle udsagn om tilbud, rabat eller lignende har et reelt indhold. Det fremgår således af Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring, at hvis ikke den erhvervsdrivende tydeligt angiver andet, må et udsagn om en rabat skulle betragtes som en indirekte sammenligning med den erhvervsdrivendes tidligere normalpris.
I sagen havde i alt 90 forbrugere derfor hver betalt 157 kr. for meget for varen, da rabatten blev taget af en pris på 999.95 i stedet for den forud for tilbuddet gældende normalpris på 789,95.
Det anses i almindelighed for at være en overtrædelse af god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1 at overtræde Forbrugerombudsmandens retningslinjer.
Forbrugerombudsmanden meddelte derfor den erhvervsdrivende, at der efter hans opfattelse var handlet i strid med god markedsføringsskik.
Den erhvervsdrivende tilbød derefter at yde kompensation til alle, der som følge af fejlregistreringen havde betalt for meget for varen.
På denne baggrund afsluttede Forbrugerombudsmanden sagen.