Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/06750
Lovgivning
- 3
Prissammenligning var ikke vildledende, men udformningen kunne give anledning til tvivl
Selvom udformningen af en markedsføring kunne give anledning til tvivl om grundlaget for og lovligheden af et besparelsesudsagn, kunne det ikke lægges til grund, at markedsføringen var vildledende
En erhvervsdrivende markedsførte på sin hjemmeside et havemøbelsæt til kr. 4999. Ved siden af prisen stod en gennemstreget pris med rød typografi på kr. 5695,-. Møbelsættet havde i ugen forinden været på tilbud til 4.000 kr.
Forbrugerombudsmanden forstod den gennemstregede pris som møbelsættets ”før-pris” og bemærkede, at prissammenligning med egne normalpriser normalt kun kan anvendes, hvis normalprisen har været gældende i en længere periode umiddelbart forud for annonceringstidspunktet.
Selskabet oplyste, at det angivne besparelsesudsagn ikke skulle forstås som en ”før/nu” besparelse, men en besparelse der blev opnået ved at købe bord og stole som et kombinationstilbud. Oplysningerne var ledsaget af dokumentation for, hvorledes tilbuddet var blevet markedsført i sin helhed, og hvor det fremgik, hvad sættet kostede, hvis delene blev købt separat.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at enhver uklar, uigennemsigtig eller uhensigtsmæssig præsentation i markedsføringsmateriale, og som har betydning for forbrugerens beslutningsgrundlag – fx uigennemsigtighed i et besparelsesudsagn – efter omstændighederne ville kunne være i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, og markedsføringslovens generelle tydelighedskrav.
Forbrugerombudsmanden noterede sig dog selskabets forklaring om og dokumentation for, at besparelsen beroede på et kombinationstilbud og ikke en besparelse i forhold til selskabets normalpris for hele sættet. Den markedsførte pris for hele sættet kunne i sig selv markedsføres som et kombinationstilbud efter reglerne i Forbrugerombudsmanden retningslinjer for prismarkedsføring, og Forbrugerombudsmanden kunne, selvom udformningen af besparelsesudsagnet kunne give anledning til tvivl, derfor ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at markedsføringen var vildledende.
Forbrugerombudsmanden henstillede, at selskabet i sin fremtidige markedsføring tydeliggjorde sammenligningsgrundlaget for besparelsesudsagn, således at forbrugeren ikke var i tvivl om grundlaget herfor.