Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/14946

Lovgivning

  • 3

Vejledende udsalgspriser som sammenligningsgrundlag

En e-handelsbutik, der brugte vejledende udsalgspriser som sammenligningsgrundlag i forbindelse med salg af et ur-mærke, kunne ikke dokumentere, at de oplyste vejledende priser reelt var markedspriserne.

En ur-importør klagede til Forbrugerombudsmanden over en e-handelsbutiks brug af vejledende udsalgspriser i forbindelse med prismarkedsføring af et ur-mærke. Klageren var eneimportør af ur-mærket og oplyste, at de priser, e-handelsbutikken angav som vejledende priser som sammenligningsgrundlag med egne priser, var for høje og således forkerte. Den besparelse, som butikken stillede kunderne i udsigt, var dermed vildledende.

Forbrugerombudsmanden bad derfor e-handelsbutikken om dokumentation for korrektheden af de oplyste priser.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at i forhold til vejledende udsalgspriser er sammenligningsgrundlaget alene relevant og retvisende, hvis den vejledende pris reelt er markedsprisen, dvs. den pris, som produktet sælges eller udbydes til salg til på et repræsentativt udsnit af den del af markedet, som det er rimeligt og relevant at sammenligne med, herunder i givet fald også ved nethandel, jf. nærmere  Retningslinjer for prismarkedsføring. I modsat fald kunne markedsføringen være vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.

E-handelsbutikken kunne ikke dokumentere, at de priser, den oplyste som vejledende priser, reelt var markedspriserne. Forbrugerombudsmanden bad derfor firmaet om at ophøre med brugen heraf, og firmaet indstillede kort efter den pågældende markedsføring