Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
11/07340

Lovgivning

  • 9

Indskærpelse for manglende forbehold ved slagtilbud

Forbrugerombudsmanden indskærpede over for en forretningskæde, der forhandlede babyudstyr, at betingelser og forbehold, der er knyttet til et tilbud, skal oplyses klart og tydeligt, både i annoncer mv. og i butikken, hvor varen sælges.

En forbruger klagede over, at hun i forbindelse med besøg i en af kædens butikker ved forretningens åbningstid blev nægtet adgang til at købe en annonceret dyne / pude til tilbudsprisen – uagtet hun havde fået fat i et eksemplar af varen, som fortsat var i butikken – idet butikken oplyste, at det antal varer, der var til salg til tilbudsprisen, var udsolgt. Forretningskæden havde i sine annoncer oplyst, at der var 6 sæt dyner/puder pr. butik, men det fremgik ikke i forretningen, at tilbuddet var ophørt.

Forbrugerombudsmanden fandt, at kædens markedsføring af varerne med ”kø-tilbud” var en salgsfremmende foranstaltning i form af et slagtilbud, og omfattet af markedsføringslovens § 9, stk. 2, hvorefter en erhvervsdrivende ved markedsføring af såkaldte slagtilbud skal tage et klart og tydeligt forbehold, såfremt der er grund til at tro, at man ikke vil kunne imødekomme efterspørgslen i en mængde og til den pågældende pris, som er rimelig i forhold til tilbuddet og dets markedsføring.

Forretningskæden beklagede hændelsen, som skyldes en procedurefejl, og tilbød den konkrete klager en mindelig løsning af sagen. Selskabet tog desuden initiativ til at undgå lignende situationer i fremtiden.

Forbrugerombudsmanden tog dette til efterretning, men indskærpede over for selskabet, at hvis man i sin markedsføring benytter sig af slagtilbud og lign, skal man klart og tydeligt oplyse om forbehold og begrænsninger i tilbuddet - ikke alene i annoncer mv. , men også i butikken, hvor varen sælges.