Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
2006-1100/5-760
Lovgivning
- 4
Anmeld en hjemmeside eller et produkt i din blog og modtag et vederlag
Forbrugerombudsmanden har behandlet en sag om tilbud til internettets mange bloggere, der nu kan tjene penge på deres blogindlæg. Af blogindlægget skal det klart fremgå, at bloggeren modtager betaling, ellers kan det være skjult reklame i strid med markedsføringsloven.
En erhvervsdrivende ønskede at vide, hvilke regler denne særligt skulle være opmærksom på ved lanceringen af et nyt koncept, hvor bloggere honoreres for på opfordring at anmelde en virksomheds hjemmeside eller produkter.
Forbrugerombudsmanden meddelte den erhvervsdrivende, at hvis man betaler nogen for at omtale fx et produkt eller en hjemmeside, skal det klart fremgå, at den virksomhed, der har anmodet om at få sine produkter eller hjemmeside anmeldt, har betalt bloggeren for at skrive indlægget. Dette skyldes, at en omtale i en blog mod betaling er reklame, og reklame skal altid kunne identificeres som sådan. Det kunne ikke tillægges betydning, at der ikke blev stillet krav til indholdet af blogindlægget, der således kan være en både positiv eller negativ omtale.
Den erhvervsdrivende lovede derefter Forbrugerombudsmanden, at stille det som et krav, at bloggerne i blogindlæggene gør opmærksom på, at de modtager betaling for at skrive indlægget. Den erhvervsdrivende lovede endvidere, at føre kontrol med, at bloggerne opfylder dette krav.
Efter markedsføringslovens § 4 skal en reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes. Ellers er reklamen en såkaldt skjult reklame i strid med markedsføringslovens § 4. Det er overladt til afsenderen af reklamebudskabet selv at beslutte, hvordan denne sikrer, at reklamen fremstår som reklame, så længe det sker på en klar måde, så modtageren opfatter, at der er tale om et reklamebudskab.