Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer

Lovgivning

  • 4
  • 3
  • 1

Pejseblad anset for skjult reklame

Det fremgik i hovedsagen ikke af et blad, der havde præg af at være et almindeligt tidsskrift, at udgiveren af bladet også var fabrikanten af de produkter, der blev rosende omtalt. Forbrugerombudsmanden fandt, at markedsføringen ud fra en samlet vurdering var skjult reklame.

En fabrikant af pejse udgav et blad med titlen »Alt om pejse«.

Foruden at indeholde artikler med oplysninger af forbrugerrådgivende karakter indeholdt bladet også tekster med rene anprisninger af en række pejse, som blev produceret af fabrikanten. Det fremgik imidlertid ikke – på nær i et enkelt tilfælde – at udgiveren af bladet også var fabrikanten af de produkter, der blev rosende omtalt. Bladet indeholdt desuden »rigtige« annoncer for forskelligt tilbehør, hvilket gav bladet et præg af at være et almindeligt tidsskrift fremfor en tryksag eller et reklameblad for fabrikanten.

Forbrugerombudsmanden fandt, at ved at lade markedsføringen fremtræde som et tidsskrift og ved at blande artikler af forbrugerrådgivende karakter med artikler, der indeholdt rene anprisninger af udgiverens produkter, blev det sløret over for forbrugerne, at der er tale om reklame. Der var derfor tale om såkaldt skjult reklame. Dette er i strid med Kodeks for reklamepraksis og markedsføringslovens § 1, hvorefter det kræves, at reklamer klart skal kunne identificeres som værende sådanne, uanset deres form, og uanset hvilket medium der anvendes. Desuden er der tale om en fremgangsmåde, der er egnet til at vildlede forbrugere, og som derfor er i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 3 [nu § 3, stk. 3].

Fabrikanten oplyste, at bladet ikke var tænkt som en brochure eller annonceskrift, men som forbrugerinformation.

Forbrugerombudsmanden krævede imidlertid, at fabrikantens navn skulle oplyses i de artikler, der indeholdt markedsføring af produkterne, og at de artikler, der indeholdt forbrugerinformation, og de tekster, der indehold anprisninger af produkterne, klart skulle adskilles, så forbrugerne kunne se, hvad der var neutral information, og hvad der var reklame.

Det fandtes ikke tilstrækkeligt, som fabrikanten havde tilbudt, at det blev anført i forbindelse med angivelsen af udgiveren, at denne tillige var fabrikant af de i bladet omtalte pejse.

Fabrikanten meddelte Forbrugerombudsmanden, at man ved næste genoptryk af bladet ville tilføje ordet »brochure« på forsiden.