Afgørelse

Sagsnummer
24/07461

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 10

E-mails med invitationer til en lederkonference var i strid med spamforbuddet

Forbrugerombudsmanden indskærpede spamforbuddet over for to selskaber, som i forening havde udsendt uanmodede e-mails med markedsføring af en lederkonference.

Forbrugerombudsmanden modtog 25 klager over uanmodede henvendelser om en lederkonference. Henvendelserne blev sendt via e-mail til klagerne, som bl.a. var erhvervsdrivende personer. Henvendelserne omtalte indledningsvist lederkonferencen, hvorefter modtageren blev tilbudt en gratis billet til konferencen til sig selv og en kollega. Klagerne oplyste til Forbrugerombudsmanden, at de ikke havde givet samtykke til at modtage markedsføring af konferencen.

Grundet antallet af klager rettede Forbrugerombudsmanden henvendelse til det danske selskab, hvis kontaktoplysninger fremgik af konferencens hjemmeside. Det danske selskab oplyste, at det i stedet var et engelsk selskab, som stod bag konferencen.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at både det danske og det engelske selskab var ansvarlige for udsendelsen af de 25 e-mails vedrørende konferencen.

Da klagerne ikke mente, at de havde givet samtykke til at modtage markedsføring af konferencen, og da hverken det danske eller det engelske selskab dokumenterede, at de havde indhentet gyldigt markedsføringssamtykke fra klagerne, vurderede Forbrugerombudsmanden, at de to selskaber i forening havde overtrådt spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1, ved at rette henvendelse til de 25 klagere.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor spamforbuddet over for både det danske og det engelske selskab.

Det følger af det såkaldte spamforbud i markedsføringslovens § 10, stk. 1, at erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, fx e-mail, med henblik på direkte markedsføring, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke hertil.

Spamforbuddet gælder i forhold til alle modtagere, dvs. uanset om henvendelsen sendes til en forbruger, en virksomhed, en offentlig myndighed mv. Det følger af ordet ”nogen”. Det er også uden betydning, om henvendelsen rettes til en generel postkasse, f.eks. info@virksomhed.dk, til en hovedpostkasse, eller til en personlig modtager, f.eks. en direktør eller ansat i en virksomhed. Det er således også uden betydning, om den pågældende mailadresse er offentligt tilgængelig.

Spamforbuddet omfatter enhver form for markedsføring, herunder image-markedsføring. Det betyder, at ikke blot henvendelser med tilbud på virksomhedens produkter er markedsføring, men også henvendelser med om-tale af virksomheden (branding) eller virksomhedens produkter er markedsføring.

Hvis en virksomhed sender markedsføring via elektronisk post rettet mod danske modtagere, vil henvendelserne være reguleret af de danske regler, dvs. markedsføringslovens spamforbud, uanset om virksomheden er etableret i eller udenfor Danmark.