Oprettet
Sagsnummer
25/02976
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 10
Forsikringsselskab kunne lovligt sende mails til sine kunder om fordele i kundens forsikring
Det ville være en servicemeddelelse, hvis et forsikringsselskab rettede henvendelse via mail til sine bilforsikringskunder om bestemte fordele i kundens forsikring
Et forsikringsselskab anmodede om Forbrugerombudsmandens vurdering af, om forsikringsselskabet lovligt kunne rette henvendelse via mail til sine bilforsikringskunder om fordelene ved, at kunden benyttede forsikringsselskabets såkaldte fordelsværksteder. Forsikringsselskabet ønskede endvidere at kontakte sine bilforsikringskunder med en tilvalgsdækning for at minde disse kunder om, at de, grundet tilvalgsdækningen, havde mulighed for hjulskifte to gange om året.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at de påtænkte henvendelser ville være servicemeddelelser, og derfor ikke omfattet af markedsføringslovens spamforbud. Forsikringsselskabet kunne derfor lovligt sende de påtænkte mails uden forudgående samtykke.
I vurderingen lagde Forbrugerombudsmanden vægt på, at fordelene allerede var en del af kundens forsikringsaftale, samt at henvendelserne ikke omtalte forsikringsselskabets øvrige produkter.
I vurderingen af henvendelserne om fordelsværkstederne lagde Forbrugerombudsmanden endvidere vægt på, at kundens forsikringspræmie ikke blev påvirket af, hvorvidt kunden benyttede et fordelsværksted eller ej, at kunden havde valgfrihed ift. valget af værksted, og at forsikringsselskabet dækkede reparation af skader på kundens bil i samme omfang, uanset hvilket værksted der benyttes.
Lovgrundlaget
Virksomheder må ikke sende mails, sms’er eller anden elektronisk post til nogen med henblik på markedsføring til bestemte modtagere, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke til henvendelsen. Det følger af det såkaldte spamforbud i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
Spamforbuddet omfatter enhver form for markedsføring, herunder image-markedsføring. Det betyder, at ikke kun henvendelser med tilbud på virksomhedens produkter er markedsføring, men også henvendelser med omtale af virksomheden (branding) eller virksomhedens produkter er markedsføring.
Servicemeddelelser er ikke markedsføring, og sådanne henvendelser er derfor ikke omfattet af spamforbuddet. Det er navnlig i løbende kundefor-hold, at servicemeddelelser er relevante.
Ved vurderingen af, om en henvendelse er markedsføring eller en servicemeddelelse, skal der især lægges vægt på, om formålet med henvendelsen er at omtale yderligere produkter.