Afgørelse

Sagsnummer
18/08380

Lovgivning

  • 4
  • 10

Almennyttig forening kunne telefonisk hverve medlemmer, selvom foreningen førte erhvervsmæssig aktivitet

En forening ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om foreningen kunne kontakte forbrugere uden et forudgående samtykke med henblik på medlemshvervning. Foreningen ønskede også svar på, om de i forbindelse med en telefonsamtale måtte markedsføre deres medlemskab samtidig med lovligt undtagne produkter efter forbrugeraftalelovens § 4, stk.2.

En forening, hvis hovedformål var ideologisk og politisk, førte i et ikke uvæsentligt omfang erhvervsmæssig aktivitet. Aktiviteterne inkluderede blandt andet salg af bøger, abonnementer på magasiner og forsikringer.

Foreningen ønskede i den forbindelse Forbrugerombudsmandens vurdering af, om foreningen måtte kontakte forbrugere uden et forudgående samtykke, når foreningen alene markedsførte sit medlemskab.

Forbrugerombudsmanden fandt, at så længe foreningen udelukkende markedsførte sit politiske og ideologiske arbejde, og så længe at foreningens erhvervsmæssige aktiviteter var klart adskilt fra medlemskabet, ville telefoniske henvendelser med henblik på hvervning af medlemmer ikke være omfattet af markedsføringsloven.

Foreningen ønskede yderligere Forbrugerombudsmandens vurdering af, om de under et opkald, hvor de markedsførte et eller flere produkter, som er undtaget af forbrugeraftalelovens § 4, stk. 2, samtidig måtte markedsføre deres medlemskab.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at det ikke ville være i strid med forbrugeraftalelovens § 4, stk. 1, hvis foreningen under en lovligt undtaget telefonsamtale markedsførte sit medlemskab. Forbrugerombudsmanden bemærkede, at en sådan henvendelse ville være omfattet af markedsføringsloven, og foreningen må derfor ikke kontakte personer registreret på Robinsonlisten.