Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
16/11352

Lovgivning

  • 6

Beskeder sendt via en kontaktformular på en hjemmeside er elektronisk post

Når man sender en besked via en kontaktformular på en hjemmeside, er der tale om elektronisk post. Det betyder, at spamreglerne skal overholdes.

En virksomhed bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om de uden forudgående samtykke måtte sende beskeder til andre virksomheder ved at udfylde en kontaktformular på disse virksomheders hjemmesider. Beskeden ville bl.a. indeholde omtale af egen virksomhed.

Forbrugerombudsmanden oplyste virksomheden om, at det efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, er ulovligt for erhvervsdrivende at rette henvendelse til nogen, dvs. også til andre virksomheder, ved brug af elektronisk post med henblik på afsætning.

Elektronisk post omfatter fx henvendelser sendt pr. mail eller sms. Energistyrelsen har udtalt, at elektronisk post også omfatter henvendelser sendt via en kontaktformular på en hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at eftersom den besked, som de ville sende til andre virksomheder, var med henblik på afsætning, kunne de alene sende den til virksomheder, som forudgående havde anmodet om det, dvs. givet samtykke til det.  

Forbrugerombudsmanden meddelte endvidere virksomheden, at hvis en virksomhed skriver, at man kan kontakte den ved at udfylde en kontakt-formular på virksomhedens hjemmeside, er det ikke nok til, at virksomheden derved har givet samtykke til, at andre virksomheder må sende beskeder ”med henblik på afsætning” via kontaktformularen. Skriver virksomheden derimod, at de gerne vil modtage ”relevante tilbud og anden markedsføring fra andre virksomheder” eller lignende via kontakt-formularen, vil det være et samtykke til, at kontaktformularen kan bruges til at sende ”modtage relevante tilbud og anden markedsføring” via kontaktformularen.