Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
2005-1100/5-367

Lovgivning

  • 6

Betaling for modtagelse af elektronisk reklame

En virksomhed ønskede at betale kunder for at modtage markedsføringsmateriale via sms, hvilket Forbrugerombudsmanden ikke fandt i strid med markedsføringsloven under visse forudsætninger.

En virksomhed ønskede at betale sine medlemmer for at modtage elektronisk markedsføring via SMS. Udover at modtage betaling for de SMS’er, man selv ville modtage, kunne man opnå yderligere betaling, hvis man tippede sine venner, og disse venner tilmeldte sig med reference til ens telefonnummer. Man vil således også modtage betaling for SMS’er, som disse venner modtog.

Forbrugerombudsmanden udtalte følgende:

Selve det forhold at forbrugeren belønnes for at modtage reklamemateriale er efter vores opfattelse i orden, såfremt

  • der indhentes det nødvendige samtykke i henhold til markedsføringsloven § 6a [nu § 6],
  • ordningen er gennemskuelig for forbrugerne,
  • at forbrugerne til enhver tid kan få deres penge udbetalt kontant, og
  • at samtykket til at modtage reklamemateriale på et hvilket som helst tidspunkt gebyrfrit kan tilbagekaldes.

Derimod er det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med god markedsføringsskik at anvende et vennehvervningskoncept, hvor hvervningen er afledt af egne økonomiske interesser.

Virksomheden anmodede derefter om Forbrugerombudsmandens vurdering af et vennehvervningskoncept, hvorefter medlemmerne, i stedet for betaling for de SMS’er vennerne modtog, fik et lod i en konkurrence for hvert nyt medlem, der hvervedes. Forbrugerombudsmanden udtalte, at såfremt præmien alene har en beskeden størrelse, og såvel den, der tipper en ven, som den ven, der bliver tippet, er bekendt med konkurrencevilkårene, herunder med gevinstchancen og præmiens værdi, vil der formentlig ikke være tale om en overtrædelse af reglerne om god markedsføringsskik. (2005-1100/5-367).