Afgørelse
Sagsnummer
18/05788-201
Lovgivning
- 10
Bøde for spam sendt ud via et affiliate-netværk
Et alarmselskab vedtog en udenretlig bøde på 10.000 kr. for at have sendt 61 mails til 30 modtagere uden forudgående samtykke. Mailene blev sendt ud via et såkaldt affiliate-netværk.
Alarmselskabet oplyste, at mailene var sendt ud via deres samarbejdspartnere. Det var samarbejdspartnernes opgave at sende mailene ud, og det var en del af aftalen med samarbejdspartnerne, at der alene skulle sendes mails ud til modtagere, der havde givet samtykke til at modtage markedsføring fra alarmselskabet. Alarmselskabet kunne dog ikke dokumentere, at de 30 modtagere af mails med markedsføring fra alarmselskabet, havde givet samtykke til det.
Den form for samarbejde om markedsføring kaldes affiliate-markedsføring. Mailene sendes ud vis et affiliate-netværk.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte alarmselskabet for at have sendt de 61 spammails. Sagen blev afsluttet med, at alarmselskabet vedtog en udenretlig bøde på 10.000 kr., som er minimumsbøden ved op til 100 spamhenvendelser.
De 30 modtagere af spammails havde alle klaget til Forbrugerombudsmandens spampostkasser, hvortil man kan klage over spam, dvs. uønskede elektroniske reklamer.