Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/03580

Lovgivning

  • 6

Bøde på 10.000 kr. for ikke at respektere afmelding af nyhedsbreve

En enkeltmandsvirksomhed vedtog en udenretlig bøde på 10.000 kr. for at have sendt elektroniske nyhedsbreve til en forbruger, efter at forbrugeren flere gange havde tilbagekaldt sit samtykke til at modtage sådanne henvendelser.

En forbruger klagede til Forbrugerombudsmandens spampostkasse over, at han modtog nyhedsbreve fra en virksomhed, han tidligere havde handlet hos, selvom han havde tilbagekaldt sit samtykke til at modtage elektronisk markedsføring fra virksomheden.

Virksomheden oplyste til Forbrugerombudsmanden, at de ved en fejl ikke havde fået slettet forbrugeren over modtagere af nyhedsbreve.

Derudover oplyste virksomheden, at de troede, at det var lovligt uden videre at sende markedsføring til tidligere kunder, selvom kunderne ikke havde givet aktivt samtykke hertil.

Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at det som udgangspunkt kun er lovligt at sende elektronisk markedsføring til personer, der har givet aktivt samtykke hertil. Den undtagelse i markedsføringslovens § 6, stk. 2, hvorefter erhvervsdrivende kan sende elektronisk markedsføring for tilsvarende produkter til tidligere kunder, selvom de ikke har givet aktivt samtykke hertil, forudsætter, at en lang række betingelser er opfyldt, herunder:

  • at forbrugeren ved købet tydeligt oplyses om, at hans mailadresse vil blive brugt til at sende nyhedsbreve med reklamer for tilsvarende produkter,
  • at forbrugeren - både ved købet og efterfølgende – skal have mulighed for let at frabede sig, at virksomheden sender reklamemails til forbrugerens mailadresse.

Da virksomheden ikke havde overholdt disse betingelser og derudover heller ikke havde respekteret, at forbrugeren, efter at have modtaget reklamemails, havde frabedt sig yderligere elektronisk markedsføring, politianmeldte Forbrugerombudsmanden selskabet for udsendelse af uanmodet elektronisk markedsføring (spam).