Afgørelse

Sagsnummer
19/16096

Lovgivning

  • 4

En fjernsynsunderholdningsvirksomhed vedtog en udenretlig bøde for uanmodede telefoniske henvendelser

Virksomheden havde rettet uanmodede telefoniske henvendelser til 14 forbrugere. Virksomheden vedtog en udenretlig bøde på 125.000 kr.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte en virksomhed inden for fjernsynsunderholdning og betalings-TV for uanmodede telefoniske henvendelser. Politianmeldelsen skete på baggrund af 14 klager modtaget i perioden maj 2019 til oktober 2020.

Virksomheden oplyste, at de havde rettet henvendelse til forbrugerne på baggrund af et påstået samtykke givet ved at deltage i konkurrencer på internettet. Konkurrencerne var ikke afholdt af virksomheden selv men af såkaldte leadvirksomheder.

Det var dog Forbrugerombudsmandens vurdering, at virksomheden ikke kunne dokumentere, at forbrugerne havde givet et gyldigt samtykke til henvendelsen. De fleste af forbrugerne afviste at have deltaget i konkurrencerne og derved givet samtykke til de telefoniske henvendelser. Det var endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at et evt. samtykke til telefoniske henvendelser afgivet i konkurrencerne ikke levede op til kravene til et gyldigt samtykke. Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at virksomheden havde overtrådt forbuddet mod uanmodede telefoniske henvendelser i forbrugeraftalelovens § 4.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte på den baggrund fjernsynsunderholdningsvirksomheden og leadvirksomhederne.

Sagen blev afsluttet overfor fjernsynsunderholdningsvirksomheden, ved vedtagelse af en udenretlig bøde på 125.000 kr.