Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/07566

Lovgivning

  • 6

En frivillig forenings udsendelse af sms til medlemmerne

En frivillig forening vil ikke være omfattet af forbuddet mod uanmodet udsendelse af elektronisk post, hvis foreningen ikke er erhvervsdrivende, eller hvis henvendelserne vedrører klubmøder og andre servicemeddelelser.

En repræsentant for en frivillig forening henvendte sig til Forbrugerombudsmanden for at spørge, om foreningen måtte udsende meddelelser om møder og tilmeldingsfrister pr. sms til medlemmerne. Foreningen havde modtaget en klage, og ønskede derfor at få oplyst, om foreningen gjorde noget ulovligt.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at markedsføringslovens § 6 forbyder  erhvervsdrivende uanmodet at udsende elektronisk post med henblik på markedsføring.

Forbrugerombudsmanden havde ikke på det foreliggende grundlag mulighed for at taget stilling til, om foreningen var erhvervsdrivende. Forbrugerombudsmanden oplyste dog samtidig, at foreningen evt. kan blive anset for at være erhvervsdrivende, hvis den driver en økonomisk aktivitet, der har et erhvervsmæssigt præg. Der kan fx være tale om en aktivitet inden for handel, industri, håndværk etc.

Hvis en frivillig forening ikke kan betegnes som erhvervsdrivende, vil foreningen ikke være omfattet af forbuddet i markedsføringslovens § 6.

Selvom en forening ikke er erhvervsdrivende, kan foreningen dog blive anset for at være erhvervsdrivende i relation til nogle bestemte aktiviteter. Fx hvis foreningen ved siden af ikke-erhvervsmæssige aktiviteter sælger varer eller ydelser til andre i mere end et helt begrænset omfang.

En betingelse for, at en sms eller anden elektronisk post er omfattet af § 6 er endvidere, at meddelelsen har til formål at afsætte varer eller ydelser. Meddelelse om klubmøder og andre servicemeddelelser, vil normalt ikke blive anset for meddelelser omfattet af markedsføringslovens § 6.