Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
16/03233

Lovgivning

  • 6

En webportal kunne ikke sende uanmodede e-mails til virksomheder

En webportal kunne ikke sende uanmodede e-mails til virksomheder med forespørgsler fra forbrugere om køb af varer/tjenesteydelser, da forespørgslerne skulle besvares på webportalen. De pågældende e-mails ville derfor skabe opmærksomhed om webportalen og blive sendt med henblik på - på sigt - at afsætte webportalens annoncepladser.

En webportal ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om den lovligt kunne sende uanmodede e-mails til virksomheder med forespørgsler fra forbrugere om køb af varer eller tjenesteydelser inden for virksomhedernes fagområder. De pågældende e-mails ville indeholde et link, som ledte virksomhederne ind på webportalen, hvor forespørgslerne kunne besvares. Webportalen ville tjene penge ved at udbyde annoncepladser.

Forbrugerombudsmanden forstod det således, at det var en forudsætning for en virksomheds besvarelse af en forbrugers forespørgsel, at virksomheden klikkede på linket i e-mailen og derved blev ledt ind på webportalen, hvor forespørgslen kunne besvares. Derved ville de pågældende e-mails generere trafik til webportalen og dermed forøge annoncepladsernes værdi.

På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at de pågældende e-mails ville skabe opmærksomhed om webportalen og blive sendt med henblik på – på sigt – at afsætte webportalens annoncepladser. Derfor kunne webportalen ikke lovligt sende de pågældende e-mails til virksomheder uden forudgående samtykke.