Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
15/08913
Lovgivning
- 6
Forhåndsafkrydsning til samtykke ikke tilladt ved onlinebookning
Det var ikke lovligt for en synsvirksomhed i forbindelse med onlinebookning til syn på forhånd at afkrydse en boks, som hvor forbrugeren gav samtykke til, at virksomheden kunne kontakte forbrugeren, næste gang bilen skulle til syn.
En synsvirksomhed anmodede om Forbrugerombudsmandens stillingtagen til, om de i forbindelse med en onlinebookning til et bilsyn måtte forhåndsafkrydse en boks, hvor forbrugeren gav samtykke til, at virksomheden måtte kontakte forbrugeren, næste gang forbrugerens bil skulle til syn.
Forbrugerombudsmanden oplyste, at det ikke er lovligt for en erhvervsdrivende at sende elektronisk post med henblik på afsætning, medmindre modtageren forinden har anmodet om eller samtykket til det. Det følger af markedsføringslovens § 6, stk.1. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at et samtykke skal være informeret og konkretiseret, således at forbrugeren er klar over, at han giver sit samtykke til markedsføring.
Forbrugerombudsmanden meddelte den erhvervsdrivende, at en forhåndsafkrydsning af en boks, hvor forbrugeren gav sit samtykke til markedsføring, ikke ville leve op til markedsføringslovens krav til et informeret og konkretiseret samtykke.