Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/00751
Lovgivning
- 6
Et helbredsspørgeskema kunne lovligt udsendes via e-mail
Det var ikke i strid med markedsføringsloven at sende et elektronisk helbredsspørgeskema til en række personer med det formål at fastlægge deres helbredstilstand og identificere personer, der havde høj risiko for udvikling af kroniske lidelser.
En organisation, der henvendte sig på vegne af en række praktiserende læger, rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden, da organisationen agtede via e-mail at sende et helbredsspørgeskema til en række personer. Skemaet havde til formål at fastlægge modtagernes helbredstilstand og identificere personer, der havde høj risiko for udvikling af kroniske lidelser.
Efter markedsføringslovens § 6, er der et generelt forbud imod, at erhvervsdrivende (herunder offentlige virksomheder, der udbyder varer eller tjenesteydelser på markedet) sender e-mails eller andre elektroniske henvendelser til andre med det formål at afsætte varer eller tjenesteydelser.
Forbrugerombudsmanden svarede organisationen, at det efter hans vurdering ikke var i strid med markedsføringsloven at sende skemaerne ud, forudsat at skemaet ikke ved udsendelsen eller på et senere tidspunkt blev benyttet til at opfordre modtageren til at opsøge sin læge for at aftage varer elle tjenesteydelser, som lægen udbød, og som kunne give ham en økonomisk fordel.
Udsendelsen af skemaet var således ikke i strid med markedsføringsloven, da Forbrugerombudsmanden ikke fandt, at skemaet i sig selv var afsætningsfremmende.