Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
10/08092

Lovgivning

  • 6

Udsendelse af e-mails med indhold, der ikke var givet samtykke til

En erhvervsdrivende havde overtrådt markedsføringslovens § 6 ved at udsende e-mails, hvis indhold lå uden for det, modtageren havde givet samtykke til.

En udbyder af spil tilbød en service til spillerne, hvorefter de kunne få tilsendt en e-mail, såfremt de vandt i et af de spil, de havde deltaget i. To forbrugere, der havde tilmeldt sig denne service, modtog efterfølgende en e-mail fra den erhvervsdrivende, hvoraf det fremgik, at den erhvervsdrivende fremover ville udsende e-mails, hver gang et spil var afsluttet, uanset om den pågældende havde vundet eller ej.

Idet denne e-mail og den annoncerede fremtidige ændring i udsendelsen af e-mails ikke kunne anses for omfattet af det samtykke, de to klagere havde afgivet, tog Forbrugerombudsmanden sagen op over for den erhvervsdrivende.

Den erhvervsdrivende oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at udsendelsen af de pågældende e-mails beroede på en fejl, der var opstået i forbindelse med den erhvervsdrivendes lancering af en ny hjemmeside. Den erhvervsdrivende havde endvidere, straks de blev opmærksomme på fejlen, taget initiativ til at rette denne, og fejlen blev således rettet samme dag. Den erhvervsdrivende oplyste endvidere, at der efter fejlen blev rettet, alene ville blive udsendt e-mails i overensstemmelse med indholdet af de tidligere afgivne samtykker, og således kun når de pågældende personer havde vundet.

Forbrugerombudsmanden besluttede på denne baggrund at afslutte sagen med en indskærpelse af reglerne i markedsføringslovens § 6, stk. 1, over for den erhvervsdrivende.