Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
14/1016

Lovgivning

  • 1

Krav om accept til reklamemails skulle ikke fremgå af markedsføringen

Det var ikke i strid med god markedsføringsskik, at det ikke fremgik af en virksomheds markedsføring, at en omkostningsfri service var betinget af en accept til at modtage elektronisk markedsføring.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over en service, der gjorde det muligt for forbrugere at vælge specifikke tilbudsaviser til, selvom de pågældende var tilmeldt ”nej tak”-ordningen. For at benytte den omkostningsfrie service skulle forbrugeren acceptere at modtage elektronisk markedsføring. Det var ikke muligt at afmelde den elektroniske markedsføring uden at afmelde servicen.

Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt det skulle fremgå af den erhvervsdrivendes markedsføring, at det var et krav, at man til gengæld for at benytte servicen, skulle acceptere at modtage elektronisk markedsføring.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at kræve dette, jf. markedsføringslovens § 1. I vurderingen blev der bl.a. lagt vægt på, at samtykket på det oplyste grundlag var i overensstemmelse med markedsføringslovens § 6, stk. 1, at servicen var omkostningsfri for forbrugerne, og at forbrugerne til enhver tid kunne tilbagekalde deres samtykke.