Afgørelse

Sagsnummer
20/06277

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 10

Markedsføring sendt via Conversation Ads er omfattet af spamforbuddet

En virksomhed ønskede at sende markedsføring til brugere af LinkedIn via Conversation Ads. Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at markedsføring sendt via Conversation Ads er elektronisk post og derfor omfattet af spamforbuddet. Virksomheden skulle derfor have et forudgående samtykke til at sende markedsføring via Conversation Ads.

En virksomhed oplyste, at de ville markedsføre sig via LinkedIn ved at vise reklamer i LinkedIn-brugernes indbakke gennem annonceringsformen Conversation Ads.

Conversation Ads bliver vist ved, at en annoncør vælger en målgruppe, der skal se reklamerne. Annoncøren ved ikke, hvem de enkelte personer i målgruppen er. Grafisk fremstår reklamen som en privatbesked, men er markeret som ”sponsoreret”.

LinkedIn oplyser på deres hjemmeside, at reklamerne bliver vist på baggrund af en liveauktion mellem annoncørerne. Auktionsvinderen bliver bestemt ud fra annoncørens bud sammenholdt med reklamens relevans for den enkelte bruger.

Markedsføringslovens § 10, stk. 1

En virksomhed må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Det fremgår af markedsføringslovens § 10, stk. 1, også kaldet ”spamforbuddet”.

For at reklamer, som bliver vist via Conversation Ads, er elektronisk post, skal de:

  • ”kunne sendes via et offentligt kommunikationsnet”,
  • ”kunne lagres indtil henvendelsen hentes af modtageren”, og
  • ”leveres til en bestemt modtagers elektroniske adresse”.

Det fremgår af markedsføringslovens § 2, nr. 15.

Definitionen af elektronisk post er teknologineutral og skal fortolkes bredt. Der er således tale om et dynamisk begreb, der til enhver tid skal ses i lyset af markedsudviklingen og den teknologiske udvikling.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføring sendt via Conversation Ads blev leveret til LinkedIn-brugerne på en måde, der var omfattet af elektronisk post-begrebet. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på nedenstående.

Sendes via et offentligt kommunikationsnet

Selvom virksomheden ikke har kendskab til, hvem der vil modtage markedsføringen, ved LinkedIn hvem de konkrete brugere i målgruppen er. Da begrebet skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsens beskyttelseshensyn, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at uanset at afsendelsen bliver foretaget på baggrund af en algoritme og uden egentlig indblanding fra fysiske personer, bliver markedsførigen ”sendt” til modtagerne

Meddelelsen lagres indtil den hentes af modtageren

Markedsføringen ligger i brugerens indbakke sammen med brugerens privatbeskeder. Når brugeren henter sine beskeder hentes samtidig markedsføringen. Markedsføringen lagres derfor sammen med brugerens beskeder.

Bestemt modtagers elektroniske adresse

Markedsføringen sendes via Conversation Ads til en bestemt persons elektroniske adresse, selvom annoncøren ikke har kendskab til, hvem personen er. Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse uden betydning, at valget af de enkelte modtagere ville ske på baggrund af et tilfældighedsprincip eller en algoritme. Markedsføringen bliver derfor leveret til en bestemt modtagers elektroniske adresse.

Conversation Ads

På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføring, der bliver sendt via Conversation Ads er omfattet af spamforbuddets regler. Markedsføringen ville derfor alene kunne sendes til modtagere, der har givet sit forudgående samtykke hertil.

Forbrugerombudsmanden gjorde samtidig opmærksom på, at EU-domstolens sag C-102/20 StWL Städtische Weke Lauf a.d. Pegnitz GmbH vedrører et lignende spørgsmål om en mailtjenestes indbakkereklamer. Conversation Ads adskiller sig dog på flere punkter fra sagen ved EU-domstolen, bl.a. da Conversation Ads lagres i brugerens indbakke.