Afgørelse

Sagsnummer
FO-18/05647

Lovgivning

  • 10
  • 3, stk. 1

Markedsføring via bluetooth i strid med god markedsføringsskik

Virksomheder må ikke sende uanmodet markedsføring via bluetooth til alle telefoner inden for et givent område. Det vil være i strid med god markedsføringskik.

En virksomhed bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om det vil være lovligt at anvende en enhed, der via bluetooth sender markedsføring til alle telefoner inden for et givent område med bluetooth slået til, selvom indehaverne af telefonerne ikke har samtykke til at modtage markedsføring.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at det ikke vil være i strid med spamreglerne i markedsføringslovens § 10, stk. 1, at sende markedsføring via bluetooth. Det skyldes, at markedsføringslovens § 10, stk. 1, forbyder virksomheder at sende uanmodet markedsføring via elektronisk post. Når der sendes beskeder via bluetooth, sker det ikke ved brug af elektronisk post, med ved brug af andre midler til fjernkommunikation.

Forbrugerombudsmanden fandt heller ikke, at det vil være omfattet af markedsføringslovens § 10, stk. 4, da markedsføringen sendes til alle telefoner inden for et givent område og ikke til en eller flere bestemte personer. Efter markedsføringslovens § 10, stk. 4, må en virksomhed ikke rette henvendelse til en bestemt person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, hvis personen har frabedt sig markedsføring enten direkte over for virksomheden eller ved at være registreret på den såkaldte Robinsonliste i CPR-registret.

Det var derimod Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det vil være i strid med god markedsføringsskik at sende beskeder med markedsføring via bluetooth til alle telefoner, der befinder sig inden for et givent område. Det skyldes, at der er tale om en generende fremgangsmåde, som endvidere er krænkende for privatlivets fred. Det forhold, at en person har slået bluetooth til på sin telefon (eller valgt ikke at deaktivere bluetooth) kan ikke tages til indtægt for, at personen derved ønsker at modtage markedsføring på sin telefon.